Disse fem hold jagter Fuglsang, siger hans agent
Få uger inden årets højdepunkt i cykelkalenderen, Tour de France, leder Jakob Fuglsang både efter sin topform og en ny kontrakt.
34-årige Jakob Fuglsang har bedyret, at denne sæson er karrierens bedste efter en række store resultater i foråret.
Senest kørte Fuglsang rundt i Critérium du Dauphiné, hvor han skulle finpudse Tour-formen, men også var af sted for at vise sig flot frem for sin fremtidige arbejdsgiver.
Ved årsskiftet udløber danskerens kontrakt med Astana, og spørgsmålet er nu, om Fuglsang vil forlænge aftalen, eller om han søger nye veje.
Ifølge danskerens agent, Moreno Nicoletti, er fem hold på jagt efter Fuglsangs underskrift: Movistar, Katusha, Quick-Step, Dimension Data og så Astana, som gerne vil beholde danskeren.
- Jakob kigger især på, hvilket udstyr holdene har, hvad de kan give i løn, og hvilken rolle han kan få på hos dem. Det er nok ikke så vigtigt at være enekaptajn på et hold længere, fordi mange kører Grand Tours med to kaptajner, fortæller Moreno Nicoletti til TV 2 SPORT.
Endnu har Fuglsang ikke sat sin underskrift på en endelig kontrakt, da han i første omgang fokuserede på at køre et godt Critérium du Dauphiné. Med en samlet sejr og endnu en triumf til CV'et må det alt andet lige formodes, at danskeren kun står endnu stærkere i de kommende kontraktforhandlinger.
Agenten har en klar interesse
Står det til agenten, så skal kontrakten og fremtiden være på plads, når Tour de France indledes 6. juli i Bruxelles.
Spørgsmålet er så, om udmeldingen omkring de fem interesserede hold kan presse nogen til at rykke med det samme og smide den store løncheck på bordet. Det tvivler TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard på.
- Jeg ved ikke, hvor mange hold der ligger under for, at en agent bruger pressen. Mange hold ser ikke særlig positivt på det, fordi de også er i gang med andre forhandlinger. Derfor har de ikke brug for, at der kommer oplysninger ud i forhold til andre forhandlinger og aftaler, der skal på plads.
- Fuglsangs agent har jo en stor part i det her. Hans troværdighed som kilde bliver svækket ekstremt meget, da han har én væsentlig interesse tilfælles med Jakob. Det skal være de mest mulige betingelser, men umiddelbart må den eneste interesse i et muligt skifte alt andet lige være økonomien, siger Brian Nygaard.
Den spanske avis Marca bragte for to uger siden en historie, hvor Fuglsang nævnes som en mulig ny rytter på spanske Movistar. Oplysninger, Fuglsangs agent siden bekræftede over for TV 2 SPORT.
En stor løncheck kan blive Astanas akilleshæl
Brian Nygaard er da heller ikke i tvivl om, at Jakob Fuglsang er en ombejlet herre i cykelfeltet. Derfor kan Movistar, Katusha, Quick-Step, Dimension Data og Astana alle potentielt være en kommende arbejdsgiver for Fuglsang.
- Når man ser på de hold, så er de blandt de stærkeste i verden. De er selvfølgelig forskellige indbyrdes, men man må formode, at alle hold kan gøre plads til ham alderen (34, red.) til trods. Fuglsang har vist, at hans niveau er ekstremt højt, blandt andet med sejren i Liège-Bastogne-Liège og Dauphiné samt et dominerende forår, siger Brian Nygaard.
Udover elementer som holdenes udstyr og lønchecken er det også vigtigt at kigge på, hvilke ryttere holdene har i forvejen, hvordan nuværende rytteres kontrakter ser ud i forhold til længden, og hvilke muligheder de har for at stille hjælpere til rådighed for Fuglsang.
- Han har ikke været sen til at sige, at holdet har haft en stor andel i hans succes. Astana har været et hold, der har fungeret til perfektion på de tidspunkter, hvor han har haft brug for det. Fuglsang ved, hvad han har hos Astana, men ikke hvad han får. Så hvordan kan han være sikker på, at et nyt hold kan bakke ham ordentligt op?
- Det er svært at vide, hvad der foregår i kulissen, men hvis Astana er i stand til at betale hans markedsværdi, så vil det være et godt sted. Det er dokumenteret med den nuværende ryttertrup, at Fuglsang kan skabe resultater, og han befinder sig godt. Det er det sikre valg. Astanas udfordring bliver, om fristelsen for et stort lønhop findes et andet sted, vurderer Nygaard.
Jakob Fuglsang har kørt på Astana siden 2013 og har fejret sine største triumfer på det kasakhiske cykelhold.