Cykling

Valgren 'slap billigt' efter grimt styrt

Michael Valgren frygter ikke for sin deltagelse i Tour de France, selvom han havde et slemt styrt på syvende etape i Schweiz Rundt.

Se Schweiz Rundt direkte på TV 2 SPORT.

Årets længste etape i Schweiz Rundt har nok føltes ekstra lang for Michael Valgren.

Efter bare 52 kilometer af den 216,6 kilometer lange syvende etape styrtede danskeren nemlig i høj fart, og selvom han kom til skade med højre albue, gennemførte han den krævende bjergetape.

- Jeg har det egentlig okay. Jeg slap egentlig heldigt fra styrtet. Jeg røg ned med høj fart, men det er vist bare et par hudafskrabninger, siger Michael Valgren til TV 2 SPORT.

- De sidste 100 kilometer havde jeg lidt ondt i albuen, så det bliver nok svært på enkeltstartscyklen i morgen. Men jeg havde ikke regnet med at vinde alligevel, så det er nok okay.

På vej ud af en rundkørsel skiftede Dimension Data-rytteren gear for at accelerere, men så røg kæden af, så han røg forover på cyklen.

Valgren havde tydelige sår på sin højre arm, da han rullede over stregen.

Valgren kom i mål seks minutter og 23 sekunder efter vinderen Egan Bernal (Team Ineos), og selvom han var ærgerlig over at styrte på grund af et teknisk problem, frygter han ikke for hverken resten af Schweiz Rundt eller sommerens helt store udfordring.

- Jeg havde lidt ondt oppe i skulderen og ved kravebenet, men der er heldigvis ikke noget brækket, så jeg slipper med skrammer. Jeg skal nok komme igennem. Det burde ikke få konsekvenser for Tour de France, siger Valgren.

Umiddelbart efter styrtet var danskeren i kontakt med sportsdirektøren på Team Dimension Data, Hendrik Redant, der fik at vide, at Valgren ikke havde tænkt sig at klikke ud af cykelskoene, tværtimod.

- Han ville presse sig selv lidt, så han gjorde et godt stykke arbejde med at trække Roman Kreuziger og ellers bare hænge på for at se sin egen tilstand an. Jeg er tilfreds med hans forbedring over de seneste dage. Det går den rigtige vej, så jeg håber, han er okay, siger sportsdirektøren.

Efter lørdagens enkeltstart slutter Schweiz Rundt med endnu en hård bjergetape søndag.