Tour de France

Stjerne i vildrede efter Dumoulin-afbud: - Jeg er totalt forvirret

Michael Matthews er urolig, efter Tom Dumoulin meldte afbud til Tour de France. Josep Lago / Ritzau Scanpix

Tom Dumoulin har meldt afbud til Touren, da han har problemer med sit knæ. Afbuddet betyder også, at Michael Matthews har fået ødelagt sine planer.

Team Sunwebs drømme om en sejr i Tour de France blev smadret torsdag, da Tom Dumoulin måtte melde afbud på grund af store problemer med sit knæ.

Afbuddet har ikke kun påvirket Dumoulin selv, men også hele Sunweb-mandskabet.

Michael Matthews, der vandt den grønne pointtrøje i 2017, er efterladt rundforvirret inden det store franske etapeløb, da han kun har fokuseret på at hjælpe sin hollandske kaptajn.

- Jeg har ikke lavet nogen sprinttræning – eller forberedt mig på nogle af de etaper, der nu passer til mig, hvilket der er ret mange, der gør. Holdet ville køre 100 procent for Tom. Iwan (Spekenbrink, holdets ejer, red.) fortalte os fra starten af året, at vi ikke skulle have egne ambitioner – det handlede kun om den gule trøje, siger Michael Matthews til hollandske NOS.

- Det er meget skuffende, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg er totalt forvirret. Jeg havde endda planlagt at tage op til Livigno og træne for at blive helt klar til at støtte Dumoulin i bjergene. Det er meget skuffende, og jeg ved ikke, hvad jeg skal herfra.

Nu er han også ude af Touren, så vores planer er stort set vendt på hovedet

Michael Matthews

Har satset alt på Dumoulin

Michael Matthews har i alt vundet tre etapesejre i Tour de France - to 2017 og en i 2016.

Hvis man kigger på ruteprofilen i dette års Tour de France, burde der være mange etaper, der kunne passe til et type som Matthews. Men australieren fortæller, at hans fokus har været et andet sted.

- Inden året gik i gang, handlede det hele om, hvordan vi kunne støtte Dumoulin i Tour de France. Jeg håbede virkelig på, at jeg skulle køre Giroen og måske køre i den lyserøde trøje. Men det ændrede sig, da Tom også skulle køre Giroen. Nu er han også ude af Touren, så vores planer er stort set vendt på hovedet.

- Jeg har forsøgt at blive bedre i bjergene og har sørget for, at jeg kørte en god holdtidskørsel for at støtte ham så godt som muligt, siger Matthews.

Kragh skal støtte Matthews nu

Søren Kragh Andersen ærgrer sig også over, at Dumoulin ikke længere er på startlisten i Touren.

Han skal dog stadig forsøge at hjælpe Michael Matthews og håber nu på, at han selv får flere chancer.

- Det er selvfølgelig noget skidt, men vi ser fremad, og vi har en stærk leder i Michael Matthews, som kan vinde etaper og måske tage den grønne trøje. Jeg har stadig forberedt mig godt til Tour de France, og jeg håber, at jeg er i topform der, siger Søren Kragh Andersen til TV 2 SPORT.

- Jeg ved ikke, hvad det endelige hold bliver endnu, men det kunne være, at der bliver en større chance for, at jeg kunne få min egen chance, da jeg ikke skal hjælpe i bjergene. Det er selvfølgelig vendt på hovedet, men jeg kan ikke ændre det.

I stedet for Tom Dumoulin kan holdet satse på Wilco Kelderman, der lige nu forsøger at komme i form i Schweiz Rundt.

Du kan se Schweiz Rundt på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.