Cykling

To danskere med topplaceringer på enkeltstart

Yves Lampaert vandt ottende etape, mens Egan Bernal forsvarede førertrøjen i Schweiz Rundt.

Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen leverede fremragende præstationer på ottende etape af Schweiz Rundt.

Danskerne blev henholdsvis nummer to og nummer tre på den 19 kilometer lange enkeltstart. Kun fem sekunder adskilte Asgreen fra holdkammeraten Yves Lampaert, som var hurtigste mand med tiden 21,58 minutter.

Enkeltstarten var desuden udpeget som topdyst mellem de førende i Schweiz Rundt.

Her kredsede interessen sig om Egan Bernal (Ineos) i den gule førertrøje, der skulle forsvare sine 41 sekunder i den samlede stilling ned til specialisten Rohan Dennis (Bahrain-Merida).

Det lykkedes for Bernal på ruten med start og mål i Goms, hvor han formåede at begrænse tabet til Rohan Dennis til 19 sekunder.

Den 22-årige colombianer viste sin klasse fredag, da han vandt 7. etape på toppen af bjerget San Gottardo, og med Tour de France i baghovedet er der store forventninger til colombianeren.

Søndag kan han så begive sig ud på sidste etape i løbet med et forspring på 22 sekunder, når der igen skal dystes i bjergene og tilbagelægges 3000 højdemeter.

Rohan Dennis sluttede som nummer seks på enkeltstarten, mens Egan Bernal blev nummer 11.

Kasper Asgreens holdkammerat, belgiske Yves Lampaert, var imponerende hurtig i 8. etape af Schweiz Rundt. Video: Malthe Henriksen