Cykling

To østrigske ryttere idømt fire års karantæne for doping

Både Stefan Denifl og Georg Preidler har fået fire års karantæne.

Den Internationale Cykelunion (UCI) har idømt Georg Preidler og Stefan Denifl fire års karantæne for brug af bloddoping.

De to østrigske cykelryttere Georg Preidler og Stefan Denifl kommer ikke til at køre cykelløb foreløbigt.

De to ryttere er nemlig blevet i dømt fire års karantæne af Den Internationale Cykelunion (UCI) for brug af doping. Det oplyser unionen på sin hjemmeside.

Preidler og Denifl har tilbage i marts begge indrømmet brug af bloddoping i forbindelse med efterforskningen af den store østrigske dopingsag, der også er kendt som 'Operation Aderlass'.

De indrømmelser har UCI nu sanktioneret til hele fire års karantæne til hver af de to cykleryttere.

- Begge karantæner vil løbe fra 5. marts 2019 til 4. marts 2023, oplyser UCI på sin hjemmeside.

Karantænerne til Denifl og Preidler kan ankes til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Det er endnu usikkert, hvorvidt de to cykelryttere benytter sig af den mulighed.

29-årige Georg Preidler startede denne sæson hos franske Groupama–FDJ, inden han fik revet kontrakten i stykker grundet dopingsagen, mens Stefan Denifl aldrig fik et hold på plads for 2019-sæsonen.

31-årige Stefan Denifl vandt tilbage i 2017 en etape i Vuelta a España. Georg Preidlers største sejr i karrieren kom i 2018, hvor han vandt en etape i Polen Rundt. Begge sejre blev vundet ved hjælp af bloddoping.

21 atleter involveret i dopingskandale

Denifl og Preidler er langt fra de eneste atleter, der er blevet fanget i doping i forbindelse med 'Operation Aderlass'. Cykelkollegaen Danilo Hondo og flere langrendsløbere er ligeledes blevet fanget i dopingfælden.

Også den tidligere supersprinter Alessandro Petacchi har været mistænkt for at skulle være involveret. De anklager har han dog nægtet ethvert kendskab til.

Den østrigske langrendsløber Max Hauge har fået mest opmærksomhed i sagen, da han blev fanget på kamera af østrigsk politi, mens han var i gang med at bloddope sig i starten af marts.

På videooptagelse offentliggjort af flere medier ses skiløber Max Hauke blive anholdt, mens han bloddoper sig. Video: TV 2 SPORT

Den sag fik den østrigske landstræner i langrend til at sige op i protest.

- Nu har jeg set beviser for doping. Det betyder, at jeg er færdig med langrendssporten i Østrig. Når VM er slut på søndag, tager jeg hjem til Ramsau, sagde norske Trond Nystad til norske VG.

Ifølge den østrigske statsanklager så er der hele 21 atleter involveret i den omfattende dopingskandale, som den tyske læge Mark Schmidt skulle være hjernen bag.