Sjette dansker er klar til Touren

16x9
Christopher Juul-Jensen kommer til at køre sin anden Grand Tour i år. Foto: TV 2 SPORT

Christopher Juul-Jensen skal køre sit andet Tour de France i karrieren.

Sjette dansker er blevet bekræftet til dette års Tour de France.

Den seneste i rækken er Christopher Juul-Jensen, som fredag er udtaget af Mitchelton-Scott. Det er anden gang i karrieren, at Juul-Jensen skal køre det franske etapeløb, og han glæder sig over at få chancen igen.

- Jeg er glad. Det er en anerkendelse af, holdet sætter pris på mit arbejde og de evner, jeg har som cykelrytter.

- Det er tydeligt for enhver, at Michelton-Scott de sidste par år har stillet med et meget ambitiøst klassementshold, uanset om det er Giroen, Touren eller Vueltaen. Det betyder, at der er kamp om pladserne, og derfor er det med endnu større glæde, at jeg er blevet udtaget, siger han til TV 2 SPORT.

Matt White, sportsdirektør på Mitchelton-Scott, forklarer, hvor værdifuldt det er at have en type rytter som Christopher Juul-Jensen med.

- Trioen af Chris (Christopher Juul-Jensen, red.), Durbo (Luke Durbridge, red.) og Heppy (Michael Hepburn, red.) er vores motorer. De er ryttere, vi har brugt i flere Grand Tour med stor succes. De har måske ikke den mest glamourøse rolle, men for vores hold er de værdifulde.

- De har været nøgleryttere i mange af vores største sejre, og de bærer en stor del af arbejdsbyrden på deres skuldre. Specielt på de flade etaper, siger sportsdirektør, Matt White i en pressemeddelelse.

Jeg er altid kommet styrket ud af en Grand Tour og følt mig godt kørende

Christopher Juul-Jensen

Håber formen kan bygges videre

Den 29-årige dansker kørte også Giro d'Italia i maj, og selvom der er kort restitutionstid mellem de to Grand Tour, havde han håbet på at få muligheden for at køre begge løb.

- Jeg har altid ønsket at køre Giroen først og derefter fokusere videre på Touren samme år. Det får jeg muligheden for nu, og det er jeg enormt glad for.

- Når man kører en Grand Tour, absorberer kroppen og benene en mængde cykelløb og kilometer, som man ikke kan skabe, når man træner, uanset hvor hårdt man træner.

- Jeg er altid kommet styrket ud af en Grand Tour og følt mig godt kørende. Derfor vil jeg gerne se, om formen kan bygges videre på og bruges til Touren, siger Christopher Juul-Jensen, som primært er udtænkt en rolle som hjælperytter til holdkaptajnen Adam Yates.

Danskerens første Tour de France-deltagelse var i 2016.

Christopher Juul-Jensen vandt sidste år fjerde etape af Schweiz Rundt.

Danske Christopher Juul-Jensen vinder 4. etape af Schweiz Rundt

Mitchelton-Scotts Tour de France-hold:

  • Luke Durbridge
  • Jack Haig
  • Michael Hepburn
  • Daryl Impey
  • Christopher Juul-Jensen
  • Matteo Trentin
  • Adam Yates
  • Simon Yates

Tour de France begynder 6. juli og kan ses på TV 2.

Hold og ryttere
Tour de France 2019