Team INEOS ændrer hierarki tæt på Tour-start

16x9
Geraint Thomas (tv.) og Egan Bernal (th.) vil være sidestillede i hierarkiet hos Team INEOS fra start af Tour de France. Foto: Jeff Pachoud / Scanpix Denmark

Det britiske cykelhold har tidligere indledt Tour de France med en delt kaptajnrolle. Tredje uge afgør strategien på holdet, siger teknisk direktør.

- Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Citatet stammer fra tidligere statsminister Jens Otto Krag, men indrammer essensen af den holdudtagelse, som cykelholdet Team INEOS i dag har foretaget til det forestående Tour de France.

Det britiske cykelhold har nemlig valgt at stille op til 'Le Grand Boucle' med to sidestillede kaptajner i skikkelse af walisiske Geraint Thomas og colombianske Egan Bernal.

Det siger holdets chef, David Brailsford, i en pressemeddelelse:

- Efter sidste års succes har vi besluttet at begynde løbet med to kaptajner. Geraint Thomas og Egan Bernal er begge i god form. De stoler på hinanden, og vi tror, ​​at denne tilgang passer os bedst som hold. Det giver os den størst mulige fleksibilitet på landevejen og den bedste mulighed for at opnå succes.

Egan Bernal og jeg vil arbejde hårdt for hinanden og holdet

Geraint Thomas, vinder af Tour de France 2018, Team INEOS

Delt kaptajnrolle

Sidste års vinder af Tour de France, Geraint Thomas, var Team INEOS' klare førstevalg som kaptajn, efter Chris Froome styrtede under det franske optaktsløb Criterium du Dauphiné.

Men Geraint Thomas blev selv ramt af et uheld under Schweiz Rundt og måtte udgå af løbet, som holdkammeraten Egan Bernal sidenhen vandt.

Det har sat den walisiske cykelrytter tilbage i sine forberedelser, indrømmer han.

- Vi har diskuteret kaptajnrollen med holdet, og vi mener, det er fornuftigt at gå ind til Touren med to kaptajner, da det giver os flere muligheder. Egan Bernal og jeg vil arbejde hårdt for hinanden og holdet i løbet af det tre uger lange løb, siger Geraint Thomas i pressemeddelelsen.

Bernal med anden udmelding

Den delte kaptajnrolle på det britiske cykelhold fra start under sommerens Tour de France er nye toner fra Team INEOS-lejren.

Så sent som for fire dage siden erklærede Egan Bernal sin uforbeholdne støtte til Geraint Thomas efter colombianerens sejr i Schweiz Rundt.

- Uanset hvad kører jeg Touren for ’G’ (Geraint Thomas, red.). Han bliver vores kaptajn, sagde Bernal ifølge Cyclingnews og uddybede sit synspunkt:

- Jeg vil prøve på at hjælpe ham, og hvis han er bedre end mig, er der slet ingen tvivl. Jeg har ikke noget problem med at hjælpe ham. Jeg er kun 22 år, så jeg tror, der venter flere Tour de France-udtagelser for mit vedkommende.

Den colombianske bjergryttere viste allerede lovende takter under sin Tour-debut i 2018 med en samlet 15. plads - på trods af, at han havde ofret sig for holdet undervejs.

Vi må se, hvem der har benene i den tredje og sidste uge. Ham der er bedst, det er ham, der bliver kørt for

Carsten Jeppesen, teknisk direktør Team INEOS

Benene afgør hierarkiet

Den tekniske direktør på Team INEOS, danske Carsten Jeppesen, siger til TV 2 SPORT, at rollefordelingen med to kaptajner på det britiske cykelhold ikke er ny.

Op til starten af Tour de France 2018 havde det daværende Team Sky på lignende vis to kaptajner i form af Chris Froome og Geraint Thomas.

- Alle kender den risiko, der er den første uge af Touren. At lægge sig fast på noget inden den ene ligger over den anden i stillingen, det vil være dumt, siger Carsten Jeppesen.

Han forklarer, at Geraint Thomas qua sin større Tour de France-erfaring end Bernal i praksis bliver holdets hierarkiske leder, som vil udstikke retningslinjerne til sine holdkammerater på landevejene i Frankrig i samarbejde med sportsdirektørerne.

- Vi må se, hvem der har benene i den tredje og sidste uge. Ham der er bedst, det er ham, der bliver kørt for, siger Carsten Jeppesen.

Team INEOS har udtaget følgende otte ryttere til årets Tour de France, der begynder 6. juli og varer indtil 28. juli.

Team INEOS' hold

  • Egan Bernal - Colombia
  • Jonathan Castroviejo - Spanien
  • Michal Kwiatkowski - Polen
  • Gianni Moscon - Italien
  • Wout Poels - Holland
  • Luke Rowe - Storbritannien
  • Geraint Thomas - Wales
  • Dylan van Baarle - Holland

Tour de France vises som altid på TV 2 og TV 2 PLAY.