Tour de France

Ekspert: Trods Froomes fravær er det et hold, de andre misunder

Chris Froome (th.) kommer ikke til start i årets Tour, men holdet har stadig to potentielle vindere i Geraint Thomas (tv.) og Egen Bernal.

Team INEOS' tekniske direktør indrømmer, at briterne står svækket i kampen om den gule trøje, men vurderer stadig holdet til at være 'rigtig stærkt'.

De seneste fire år har der stået en Team Sky-rytter øverst på podiet i Paris, når Tour de France-karavanen har afsluttet de tre ugers fysiske anstrengelser med den traditionelle sprintermatch på Champs-Élysées.

Drømmen om endnu en samlet Tour-sejr til det britiske hold, der nu hedder Team INEOS, led dog et alvorligt knæk med Chris Froomes uheld under Critérium du Dauphiné.

Det er stadig et hold, som de andre frygter og kigger misundeligt på

Chris Anker Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORTEN

Froomes styrt under forberedelserne til løbets enkeltstart har gjort den firedobbelte vinder af Tour de France ukampdygtig på racercyklen resten af sæsonen.

Men det har imidlertid ikke fået panikken til at brede sig på Team INEOS.

Holdet stiller stadig med et rigtig stærkt hold til Tour de France, siger holdets tekniske direktør, Carsten Jeppesen, til TV 2 SPORTEN.

- Selvfølgelig er vi svækkede uden Chris Froome. Alle hold vil være dårligere stillet uden en rytter, der har vundet Tour de France fire gange. Men alle de andre ryttere er i rigtig god form og klar, pointerer han.

Uhyggeligt hold

I fraværet af Chris Froome har sportsdirektørerne på Team INEOS i stedet valgt at dele kaptajnrollen mellem den forsvarende Tour-vinder, walisiske Geraint Thomas, og colombianske Egan Bernal.

Det blev meldt officielt ud i en pressemeddelelse fredag fra det britiske cykelhold.

TV 2 SPORTEN's cykelekspert Chris Anker Sørensen har kigget nærmere på de otte ryttere, som det britiske hold har valgt skal stille til Tour-starten 6. juli i Bruxelles.

Han mener, ligesom Carsten Jeppesen, at holdet har høj klasse:

- Det er stadig et uhyggeligt stærkt hold. De har den forsvarende Tour-vinder Geraint Thomas og det uomtvisteligt største talent i cykelverdenen i skikkelse af Egan Bernal, der har potentiale til at vinde Touren flere gange i fremtiden, siger Chris Anker Sørensen.

Derudover fremhæver TV 2 SPORT's cykelekspert, at de to Team INEOS-kaptajner vil få fantastisk opbakning fra hjælperytterne Wout Poels og Michal Kwiatkowski.

- Selv uden Froome er Team INEOS nok det stærkeste hold, men selvfølgelig er det et tab at miste ham. Det er stadig et hold, som de andre frygter og kigger misundeligt på, siger Chris Anker Sørensen.

Kan tvinges i offensiven

Med Froome sat ud af spillet kan der spekuleres i, at Team INEOS vil gribe taktikken under Touren anderledes an.

Men Chris Anker Sørensen tror, at holdet vil køre, som de plejer og forsøge at sætte sig på løbet og 'kvæle' udbrudsforsøg fra konkurrenterne.

- Men det kommer an på, hvem der bliver kaptajn. Egan Bernal kan ikke konsolidere sig på enkeltstarten og derefter køre defensivt, så derfor kan holdet blive tvunget mere i offensiven end tidligere.

Ifølge Chris Anker Sørensen bliver det interne hierarki på Team INEOS formentig afgjort efter Tourens første bjergetape med mål på La Planche des Belles Filles på 6. etape.

Team INEOS' hold

  • Egan Bernal - Colombia
  • Jonathan Castroviejo - Spanien
  • Michal Kwiatkowski - Polen
  • Gianni Moscon - Italien
  • Wout Poels - Holland
  • Luke Rowe - Storbritannien
  • Geraint Thomas - Wales
  • Dylan van Baarle - Holland