- Quintana vinder aldrig Touren, siger tredobbelt vinder

16x9
Nairo Quintana blev nummer to i Tour de France i 2013. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Ifølge den tidligere toprytter Greg LeMond mangler Nairo Quintana evnen til at stikke af fra konkurrenterne.

Colombianske Nairo Quintana har ikke, hvad der skal til for at vinde Tour de France.

Det mener den amerikanske cykellegende Greg LeMond, der efterhånden har mistet troen på den 29-årige Movistar-profil.

- Det er overraskende, at Quintana ikke har forløst sit potentiale. I 2013 blev han nummer to. Han har masser af talent, men jeg tror aldrig, han kommer til at vinde Tour de France, siger LeMond til cyclingnews.

- Jeg bliver ved at håbe, han kører sig op som favorit. Jeg ville elske at være hans træner og at forstå, hvordan han arbejder.

Med tre Tour-triumfer på CV'et i 1986, 1989 og 1990 ved den 58-årige amerikaner, hvad der skal til for få succes på de franske landeveje.

Og selvom Nairo Quintana ser ud til at blive Movistars primære klassementsrytter, tror LeMond ikke på, at han formår at udnytte sine kompetencer i bjergene.

- Han er ikke eksplosiv. Man kan ikke bruge otte uger i tre kilometers højde, for selvom de røde blodceller øges, falder ens power. Han mangler evnen til at angribe og stikke af. Han er altid den samme, siger Greg LeMond.

Til gengæld taler den tredobbelte Tour de France-vinder varmt om en vis dansker, mens også den forsvarende mester i løbet endnu engang hører til blandt feltets bedste.

- Jeg mener, at Fuglsang er en af favoritterne, men jeg tror ikke, han kommer til at sidde med til sidst. Han er en dygtig rytter, men jeg tror, at Geraint Thomas stille og roligt at opbygget sin form. Det handler ikke om, hvad du gør i Dauphiné, men om hvad du gør i Touren, slutter LeMond.

Tour de France starter 6. juli i Bruxelles og slutter 28. juli i Paris. Alle etaper vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.