Tour de France

- Jeg har intet at bevise, siger den forsvarende Tour-vinder

Geraint Thomas blev fejret i hjemlandet efter sin Tour de France-sejr.

Med få dage til Tour-starten fralægger Geraint Thomas sig favoritværdigheden og begræder Chris Froomes fravær.

Tom Dumoulin, Chris Froome, Primoz Roglic.

Geraint Thomas’ tre største rivaler fra sidste års Tour de France er endegyldigt ude af dette års udgave. Alligevel gør den forsvarende vinder alt, hvad han kan, for at bevare jordforbindelsen.

- Jeg har intet at bevise, siger den 33-årige brite i et interview med The Guardian.

- Hvis jeg ender som et one-hit wonder, er det stadig ret godt klaret. Mange ryttere drømmer om bare at køre Tour de France. Jeg har vundet det.

Ville oddse på Bernal

Efter Chris Froomes voldsomme styrt havde de fleste nok forventet, at Geraint Thomas ville køre Touren som Team INEOS’ enevældige kaptajn. Sådan er det imidlertid ikke gået.

Thomas styrtede og udgik under optaktsløbet Schweiz Rundt og kunne i stedet se sin løjtnant vinde løbet. Derfor har Team INEOS meldt ud, at Geraint Thomas skal dele kaptajnværdigheden med den unge colombianer Egan Bernal.

- Han er et massivt talent, og jeg ville sætte mange penge på, at han vinder Touren på et tidspunkt i sin karriere. Han gør det virkelig godt og forhåbentlig vil han være der, når det spidser til i bjergene, siger Thomas, der tilføjer:

- Jeg tror, vi kan køre virkelig godt sammen. Kommunikationen mellem os er god, selvom vi ikke har kørt så meget sammen.

Froome ’efterlader stort hul’

Der er ingen tvivl om, at Team INEOS stiller til start med et af Tourens absolut stærkeste hold. Og dét på trods af at man må undvære en firedobbelt vinder af løbet.

Chris Froome er stadig sengeliggende, efter han styrtede før en enkeltstart i Critérium du Dauphiné.

- Hans fravær efterlader et stort hul. Han er en af de største Grand Tour-ryttere nogensinde, og det er virkelig en skam, at han ikke er med. Både for ham personligt, men især for holdet. Vi kommer helt sikkert til at savne ham, siger Geraint Thomas.

Geraint Thomas og Egan Bernal er bookmakernes to største favoritter til at vinde Tour de France. De to klassementryttere er flankeret af stærke hjælpere som Michal Kwiatkowski og Wout Poels.

Tour de France begynder lørdag i Bruxelles og slutter 28. juli i Paris. Alle etaper vises direkte på TV 2.