Tour de France

Medie fremhæver Asgreen før Touren: En kommende tempostjerne

Kasper Asgreen vandt enkeltstarten ved DM landevejscykling.

På Cycling Weekly’s liste over Tour de France-debutanter er der blevet plads til Kasper Asgreen, der kaldes ’en kommende tempostjerne’.

Kasper Asgreens anden sæson som professionel er gået over al forventning.

Et usædvanligt forår med en række store resultater har været med til at sikre den unge dansker en plads på storholdet Deceuninck – Quick Step i Tour de France. Og dét på bekostning af stjerner som Phillipe Gilbert og Zdenek Stybar.

Der er i det hele taget ingen tvivl om, at cykelverdenen har fået øjnene op for Asgreen. Det britiske cykelmedie Cycling Weekly har lavet en liste over Tour-debutanter, der er værd at holde øje med, og her figurerer navnet Kasper Asgreen.

- Danske Kasper Asgreen har været en stærk ung performer i denne sæson. Han blev nummer to i Flandern Rundt, inden han tog sin første professionelle sejr på 2. etape af Tour of California, hvor han sluttede på en tredjeplads samlet, skriver mediet som begrundelse.

- Den 24-årige rytter er også en kommende tempostjerne, hvilket han har vist med en andenplads på enkeltstarten i Schweiz rundt, inden han blev dansk mester i disciplinen.

Listen med Tour de France-debutanter tæller i alt syv navne. Du kan se dem alle herunder.

Cycling Weekly’s Tour-debutantliste:

  • Caleb Ewan (Lotto Soudal)
  • Wout van Aert (Jumbo-Visma)
  • Michael Woods (EF Education)
  • Pello Bilbao (Astana)
  • Giacomo Nizzolo (Dimension Data)
  • Enric Mas (Deceuninck – Quick Step)
  • Kasper Asgreen (Deceuninck – Quick Step)

Du kan følge Kasper Asgreen og de øvrige otte danskere i Tour de France fra lørdag, hvor 1. etape har start og mål i Bruxelles. Alle etaper vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.