Cort dropper sprinten for at hjælpe Fuglsang

16x9
Magnus Cort kommer ikke til at satse på etapesejre ved dette års Tour de France Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix

Den danske cykelrytter Magnus Cort har lagt sin træning om for kunne hjælpe Jakob Fuglsang bedre under Tour de France.

Når Magnus Cort har trænet op til Tour de France, har det ikke været for at forbedre egne chancer. Men for at blive en bedre hjælperytter for landsmanden Jakob Fuglsang.

- Mit mål ved denne Tour er at være bedst mulig for Jakob (Fuglsang, red), siger Magnus Cort til TV2 SPORT.

Den målsætning har betydet, at bornholmeren har lavet markante ændringer i sin træning, så han blandt andet også kan hjælpe, når feltet rammer stigningerne.

- Jeg har forsøgt at blive bedre kørende i bjergene. Jeg har trænet mere i højderne, og så er jeg stoppet med at styrketræne.

- Det har betydet, at jeg er blevet bedre i bjergene. Det kunne jeg både se i Criterium du Dauphine og i Californien rundt, så jeg tror helt sikkert, det har betydet noget, siger Magnus Cort.

Magnus Cort vandt 15. etape ved sidste års Tour de France. Men selvom danskeren tog en etape sidste år, er han ikke ked af, at han ikke har haft fokus på sin sprint.

- De helt store massespurter har jeg ikke vundet, og vi har heller ikke holdet til at hjælpe mig, så jeg føler ikke, jeg har ofret mig så meget igen.

En ændring i både holdets strategi og Corts egen træning betyder, at vi ikke skal forvente at se danskeren med helt fremme, når der skal køres om etapesejre.

- Det er slet ikke sikkert, jeg overhovedet får muligheden for at køre min egen chance. Som udgangspunkt har jeg nul etaper, jeg får chancen på.

- Men vi må se, om der alligevel dukker nogle chancer op. Hvis der gør, skal jeg nok forsøge at gribe dem, siger Cort.

Troede han skulle være bjergrytter

Selvom Magnus Cort i sin seniorkarriere mest er kendt for sine evner som sprinter, så har det ikke altid været meningen, at det var sprinten, der skulle satses på.

Før han blev U23-rytter, var opfattelsen nemlig en helt anden.

- Som junior troede jeg, at jeg skulle være bjergrytter. Da jeg rykkede op som U23 tænkte jeg, at jeg skulle være klassementsmand.

Men da han havde taget skridtet op, kom Astana-rytteren på andre tanker.

- Det gik slet ikke at være bjergrytter. Jeg kunne ikke følge med, når det gik opad, siger den 26-årige dansker.

Dermed endte han med at gå sprintervejen. En vej, der nu er sat i bero for at hjælpe sin danske kaptajn, Jakob Fuglsang.

Om det har givet pote, at Magnus Cort har omlagt træningen og nu igen har haft fokus på at blive en bedre bjergrytter, får vi svar på i de kommende uger. Du kan følge med i, om Cort og Astana lykkes med at køre Fuglsang til sejr, når vi sender alle etaper direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.