Eksperterne er uenige: Her er deres favoritter til Tour-sejren

16x9
Egan Bernal vandt Schweiz Rundt 2019, og han på listen over favoritter ved alle tre eksperter. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Rolf Sørensen, Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard har udpeget deres favoritter til at vinde Tour de France. Se dem her og stem på din favorit.

I 2018 stod Geraint Thomas øverst på medaljeskamlen i Tour de France, og han er da også en af Team INEOS' to kaptajner.

Men ifølge TV 2 SPORTs cykeleksperter Brian Nygaard, Chris Anker Sørensen og Rolf Sørensen er han ikke den største favorit til at vinde det franske etapeløb denne sommer.

Vi har bedt de tre cykeleksperter om at udpege deres største favorit og fire andre ryttere, der bejler til sejren.

- Jeg har været meget i tvivl, da jeg skulle finde min ultimative favorit, fordi jeg synes, det er så åbent, siger Chris Anker Sørensen, der bliver bakket op af Brian Nygaard:

- Der sker altid et eller andet henover tre uger. Det er ofte den stærkeste, der vinder, men der skal meget mere til end det.

De tre eksperter er dog alle nået frem til et favoritfelt, og de er ikke enige om, hvilken rytter der har bedst muligheder for at løbe med sejren.

Du kan læse eksperternes bud herunder. "Den ultimative favorit" dækker over, hvem den givne ekspert spår størst vinderchancer, mens de fire bejlere er nævnt i tilfældig rækkefølge. Nedenunder kan du give din egen mening til kende i afstemningen.

Rolf Sørensen.
Rolf Sørensen. Foto: TV 2

Rolf Sørensen,

cykelekspert på TV 2 SPORT

Den ultimative favorit: Egan Bernal (Team INEOS)

Han er den mest komplette rytter, der er med. Holdet omkring ham er desuden meget stærkt. Han er den bedste til at køre opad, og hans enkeltstart er så god, at han ikke taber så meget tid, at det kan ødelægge hans resultat. De sidste tre dage kører feltet mange gange over 2.000 meters højde, og som colombianer er han vant til de højder. Det eneste, der måske taler imod ham, er, at han kun er 22 år.

Bejler: Geraint Thomas (Team INEOS)

Med Froome og Dumoulin ude bliver jeg nødt til at tro på ham efter det, han viste sidste år. Hvis han kan komme igennem den første uge uden større tidstab, tror jeg måske, at han via sin friskhed og det stærke hold i ryggen kan være en joker.

Bejler: Jakob Fuglsang (Astana)

Tallene taler for sig selv: I foråret har han uden sammenligning været den bedste af alle grand tour-rytterne. Det vil undre mig, hvis han ikke kører i top5 – så vil der være tale om styrt eller sygdom. Men hvis der kommer ti dage med 40 grader, kan det godt blive hans akilleshæl, for han har tidligere haft det meget svært på varme dage. Til gengæld vil det være en fordel for ham, hvis det bliver "koldt" i bjergene.

Bejler: Adam Yates (Mitchelton-Scott)

Han er helt klart en af topfavoritterne. Det er utilregneligt, når både han og hans bror Simon Yates er med, for så kan de begge forsøge sig. De har dygtiggjort sig og har fundet opskriften på at passe på sig selv, efter Simon Yates gik ned med flaget og tabte hele 39 minutter på én etape i Giro d'Italia i 2018.

Bejler: Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida)

Han er en klog og dygtig rytter. Han er dygtig til at finde modstanderens små fejltagelser. Af de ryttere der er med, er han den, der har vundet flest grand tours. Han har vundet både Giroen, Touren og Vueltaen, så han er ekspert i det her spil. Hans erfaring taler helt klart for, at han skal lave noget stort. Det taler dog imod ham, at han har kørt Giro d'Italia, men det er set før.

Chris Anker Sørensen.
Chris Anker Sørensen. Foto: Scanpix

Chris Anker Sørensen,

cykelekspert på TV 2 SPORT

Den ultimative favorit: Adam Yates (Mitchelton-Scott)

Han har et godt hold til holdløbet, og han kører både en meget god enkeltstart og godt opad. På enkeltstarten vil han nok slå mange af de konkurrenter, der ligger og bejler til sejren sammen med ham, så det er i hvert fald et godt udgangspunkt. Desuden har han kørt Tour de France flere gange, har vundet ungdomstrøjen og blev trods alt nummer fire i 2016.

Bejler: Egan Bernal (Team INEOS)

Han har det, der skal til for blive Tour de France-vinder på et tidspunkt. Jeg tror bare, at det er for tidligt i år, men kan kan godt køre med om sejren, simpelthen fordi han er så god. Han kører jo faktisk en rigtig god enkeltstart af hans statur, og så kører han vanvittigt godt opad. Det, der næsten har imponeret mig mest, er, at han i Paris-Nice også mestrede at køre i sidevind og holde sig til i feltet.

Bejler: Jakob Fuglsang (Astana)

Fire af de 21 sejre, han har haft i sin karriere, er kommet i år, så det er hans bedste sæson nogensinde - en fuldstændig vanvittig sæson. Han har aldrig virket stærkere eller mere afklaret end nu, så alt tyder på, at han skal køre sit bedste Tour de France nogensinde. Det taler lidt imod ham, at han har kørt Tour de France otte gange, men "kun" er endt i top10 én gang. Men jeg tror altså, det lykkes den her gang, for han har været så god.

Bejler: Romain Bardet (AG2R La Mondiale)

Det er en perfekt rute til ham, og han har trods alt været på podiet to gange i Tour de France. Hans svaghed er, at han kører en dårlig enkeltstart, og han kommer nok både til at tabe tid på enkeltstarten og i holdløbet. Derfor skal han tage noget tid tilbage i bjergene, og dem er der masser af. Indtil videre har hans sæson ikke været voldsomt god, men hans tiendeplads i Critérium du Dauphiné, som nok var lidt dårligere end forventet, kan også tyde på, at han har timet sin form, så den er bygget op mod Touren.

Bejler: Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida)

Han har godt nok meldt ud, at han ikke satser så meget på klassementet, men hans træner har sagt modsatte. I 12 ud af 21 grand tours er han endt i top5, så han er en virkelig dygtig cykelrytter. Jeg tror, han kommer til at køre en god Tour. Han har den pakke, der skal til for at være i spil til sejren - spørgsmålet er bare, om han er for træt efter Giroen.

Brian Nygaard.
Brian Nygaard. Foto: TV 2 SPORT

Brian Nygaard,

cykelekspert på TV 2 SPORT

Den ultimative favorit: Egan Bernal (Team INEOS)

Egan Bernal er min største favorit, når jeg tager ruten, holdet og hans formkurve i betragtning. Han kører en god enkeltstart af en bjergrytter at være. Der er mange bjergetaper, som slutter over 2.000 meters højde, altså i tyndere luftlag. Han er født og opvokset i den tynde luft, så det vurderer jeg, at der er meget afgørende for hans muligheder.

Bejler: Geraint Thomas (Team INEOS)

Team INEOS har meldt ud, at Egan Bernal og Geraint Thomas skal dele kaptajnrollen. Han skal selvfølgelig ikke lukke huller for sin holdkammerat - jeg tror, det er et taktisk udspil fra Team INEOS, at de vælger at køre med to kaptajner. Geraint Thomas har ikke vundet et cykelløb, siden han vandt Touren sidste år. Han styrtede i Schweiz Rundt, så det er usikkert, hvor han er, og hvordan han har mulighed for at køre løbet.

Bejler: Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida)

Det er svært at vurdere, hvor Nibali er. Han kørte sindssygt godt i Giro d'Italia i år. Han er en rytter, der ofte er god i den sidste uge, når de andre begynder at blive dårligere. Han har selv været en smule tilbageholdende med at skrive sig ind i rækken af favoritter, men jeg tænker, vi skal holde skarpt øje med ham.

Bejler: Adam Yates (Mitchelton-Scott)

Han kørte vanvittigt godt i Critérium du Dauphiné, inden han blev ramt af noget sygdom. Det var kun Jakob Fuglsang, der slog ham opad, indtil han fik det her maveonde og feber, som gjorde, at han måtte udgå. Han er bakket op af et rigtig stærkt hold. Derudover bliver det interessant at se hans bror, Simon Yates, der kiksede totalt i Giro d'Italia - jeg tror også gerne, han vil bevise, at han stadig kan køre godt over tre uger.

Bejler: Jakob Fuglsang (Astana)

Han har været ekstremt konstant i år og har ikke trådt en pedal forkert. Han er bakket op af det måske bedste hold, og de er formentlig de stærkeste i bjergene. Men de skal også vise, at de kan køre et godt holdløb, for det er afgørende for Jakob Fuglsangs drøm om klassementet. Det store usikkerhedsmoment ved ham er den tredje uge: Om han kan køre godt i tre uger uden at have en dårlig dag. Det er det, der oftest har været hans akilleshæl.

Afstemning