Fuglsang blødte fra ansigtet - er blevet syet, men slap for brud

Jakob Fuglsang styrtede med 18 kilometer tilbage af første etape, men han undgik at tabe tid.

Danmarks store klassementshåb i Tour de France, Jakob Fuglsang, var involveret i et styrt på første etape af løbet.

Med 18 kilometer tilbage af etapen røg han i asfalten sammen med flere andre ryttere. Han formåede at komme tilbage til feltet og undgå et tidstab, men efter han passerede målstregen, cyklede han direkte hen til en ambulance, som fragtede ham til et hospital.

- De første resultater efter undersøgelse: Ingen brud, kun sting til Jakob Fuglsang. En nærmere opdatering kommer senere, skriver Astana på Twitter.

Opdateringen kom en time senere fra ham selv.

- Et slag på højre knæ og nogle sting ved øjet, men ellers tror jeg, at alt er godt.

- Det bliver helt sikkert ikke en let dag i morgen, men der er 20 etaper tilbage, så vi må se, siger Fuglsang til TV 2 SPORT.

At han overhovedet blev kørt direkte hen for at blive undersøgt er ikke godt fortæller Chris Anker Sørensen, cykelekspert på TV 2 SPORT.

- Det er selvfølgelig bekymrende og ikke en god fornemmelse, Jakob sidder med. Også hvis der ikke er noget galt, og han kan køre i morgen, er det ikke optimalt for det her Tour de France, for han har fået nogle skrammer. Det er en dårlig start, selvom han ikke mistede tid, fortæller eksperten.

Uundgåeligt styrt

Magnus Cort, holdkammerat til Jakob Fuglsang på Astana, sad lige bag sin kaptajn, da ryttere foran dem styrtede.

- Det var meget uheldigt. Han havde ikke rigtig nogen vej udenom, så han kører lige ind i ryggen på en rytter og ryger ud over styret.

- Jeg tror, han flækkede øjenbrynet, fordi der løb blod ned derfra, og han havde også slået sig. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har ikke snakket med ham efter etapen, men derude var jeg ligeglad med, hvordan han havde det. Han skulle bare op på cyklen og tilbage til feltet, siger Cort til TV 2 SPORT.

TV-kameraerne havde stor fokus på en blødende Jakob Fuglsang efter styrtet.
TV-kameraerne havde stor fokus på en blødende Jakob Fuglsang efter styrtet. Foto: TV 2 SPORT

- Det er ikke optimalt, uanset hvor lidt han har slået sig.

Jakob Fuglsang var af udenlandske eksperter og bookmakerne regnet som en af de store kandidater til en podieplads i Tour de France efter sejre i blandt andet Liège-Bastogne-Liège og Criterium du Dauphiné.

I finalen var der endnu et styrt i feltet, hvor topsprinteren Dylan Groenewegen var iblandt. Etapen blev vundet af Mike Teunissen.