Tour de France

For 80 år siden ville Hitlers Nazityskland sende Tour de France i døden

I 1939 forsøgte Nazityskland sig med et etapeløb, der var 800 kilometer længere end Tour de France.

Specialet "Großdeutschlandfahrt – En imperieskabende begivenhed?" beskriver, hvordan Nazityskland forsøgte at udkonkurrere verdens største cykelløb.

Siden 1903 har Tour de France udviklet sig til verdens største cykelløb, der hvert år udspiller sig henover sommeren, og som i mange generationer har begejstret seere og tilskuere.

Tour de France er det ypperste cykelløb og har overlevet, selvom løbet måtte holde en pause på grund af 1. verdenskrig fra 1915-18 og igen ved 2. verdenskrig fra 1940-46. I dag tager vi det som givet, at løbet er det største, men lige netop i år er det 80 år siden, at Tour de France blev udsat for en ny konkurrent, der skulle presse det franske løb og skubbe det i baggrunden.

I 1939 var optakten til 2.verdenskrig nemlig i fuld gang, og Nazityskland buldrede frem som en mastodont i Europa.

Anders Nedergaard Bæk Petersen, cand.mag. i historie ved Syddansk Universitet. Artiklen er udledt af hans afsluttende speciale ved navn ”Großdeutschlandfahrt – En imperieskabende begivenhed?”

Ville være resten af verden overlegen

Nazisterne havde med deres ideologi en idé om, at de som herrefolk skulle være resten af verden overlegne. Dette gjorde sig også gældende inden for cykelsporten, hvor 1939 var et skelsættende år, der skulle give Tour de France en knockout og et dødsstød, der ville sende løbet ud i glemslen.

Nazisterne havde nemlig store planer om en tysk pendant til Tour de France.

"Forud for dette år har jeg givet instruktioner om, at alt skal prøves for at overgå den velkendte franske tour Tour de France."

Sådan kan man læse i en af de gamle arkivkasser, der står på det politiske arkiv i Berlin. Ordene er skrevet af Hans von Tschammer und Osten, der var Reichssportführer, hvilket bedst kan sammenlignes med en sportsminister, i Nazityskland.

Reichssportführeren havde dermed det øverste ansvar for sporten i Det Tredje Rige, og de ovenstående ord var en besked til hans medarbejdere, der skulle forsøge at skabe en succes, der kunne overgå Tour de France. Derfor skulle hele samfundet inddrages og mobiliseres. De tyske kommuner, propagandaministeriet, den tyske avisindustri samt otte cykelfabrikanter skulle spytte penge i løbet, så det kunne overgå Tour de France. Herudover støttede et amerikansk firma som Coca-Cola også løbet aktivt, hvor de havde en reklamevogn med rundt til løbet, der uddelte reklameprodukter til tilskuerne.

Hans von Tschammer und Osten ved en talerstol i starten af 1939.

Intet skulle der spares på, når det gjaldt om at opnå verdensherredømmet inden for cykling.

Nazityskland havde efter nogle års pause genetableret ”Tyskland Rundt”. Første gang, løbet blev afviklet under det nazistiske regime, var i 1937, hvor der var planlagt 12 etaper. Året efter var løbet udvidet til 15 etaper, hvilket blandt andet skyldtes, at Tyskland havde annekteret Østrig, og de østrigske alper skulle derfor anvendes i løbet.

Løbet blev genindført, da man på sigt gerne ville overtage Tour de Frances traditioner, og derfor skulle det naturligvis være en tilbagevendende begivenhed, der hvert år kunne samle det tyske folk i juni.

800 kilometer længere

Først og fremmest forsøgte det nazistiske regime at overbevise de udenlandske ryttere om, at de skulle vælge Tyskland Rundt fremfor Tour de France. På trods af det man kan kalde ”generalprøverne” 1937 og 1938, var det først i 1939, at Tyskland Rundt for alvor blev en trussel mod Tour de France.

Under navnet ”Großdeutschlandfahrt”, Stortyskland Rundt, skulle løbet efter bedste evne forsøge at overhale Tour de France, hvilket det også gjorde på en række punkter. Det tyske løb var nemlig verdens længste i 1939, da de 5049 kilometer, fordelt på 21 etaper, overgik Tour de France med godt 800 kilometer.

Forud for løbet i 1939 havde Nazityskland foruden Østrig annekteret den nordlige del af Tjekkiet, der også gik under navnet Sudeterlandet. Tysklands to nyerobrede landarealer skulle udnyttes og fremvises for omverden som værende en del af det nye Stortyskland. For at overgå Tour de France var nazisterne også nødt til at lave løbet om, så det mindede mere om Tour de France.

Et detaljeret kort over ruten i 1939, der indeholder alle mål- og startbyer, og som også indeholder detaljer om forplejningen og bjergkonkurrencen.
Etapestart foran Wiens rådhus på 9.etape.

I 1937 og 1938 havde Tyskland Rundt haft en gul trøje, men denne var ikke gået til løbets førende rytter, men gik i stedet til den rytter, der havde vundet den foregående etape og dermed skulle bære den på næste dags etape. I 1939 fik den gule trøje en ny funktion i løbet: Den skulle efter forbillede fra Tour de France fungere som trøjen for den førende rytter.

Der indførtes desuden en hold- og bjergkonkurrence, som Tour de France havde indført i henholdsvis 1930 og 1933.

Et sidste punkt, hvor Tyskland Rundt gav Tour de France baghjul dette år, var på pengefronten. Tyskerne kunne næsten mønstre et præmiebeløb, der var det dobbelte af det, Tour de France kunne præstere. Det fik blandt andet en række belgiske ryttere til at droppe Tour de France, så de kunne jagte de store pengepræmier i Tyskland Rundt i stedet.

Rytterne bliver kølet ned i den brændende varme på etapen fra Chemnitz-Nürnberg.

Tour de France i knæ

År 1939 skulle desuden vise sig som særdeles vanskelig for den franske Tour-ledelse.

Foruden at nazisterne havde anlagt denne store konkurrent, der skulle lokke ryttere væk fra Touren, var der også en boykot af Tour de France fra Italien, Tyskland og Spanien, der normalvis stillede op med hold til Tour de France.

For Italien var det et politisk spørgsmål, da de hellere ville pleje deres eget løb, Giro d‘Italia, hvorfor de meldte afbud. Franskmændene gengældte med, at ingen franskmænd blev sendt afsted til det italienske løb.

Med kampen om at være verdens største cykelløb valgte Nazityskland også, at de ikke ville sende deres ryttere til Tour de France i 1939, da de mente, at deres ryttere ikke ville være i form til Touren, når nu de havde kørt Großdeutschlandfahrt først.

I modsætning til Giro d´Italia stillede franskmændene dog med et hold til i Großdeutschlandfahrt, der dog på ingen måde gjorde sig gældende i løbet.

Kampen om at være verdens største cykelløb var nu i fuld gang, men det viste sig at blive mere besværligt end som så for nazisterne. For Italien havde ingen interesse i at give Tyskland denne status, på trods af de var tætte allierede. Det traditionsrige Giro d‘Italia, der lige fra begyndelsen havde været Tour de Frances ”lillebror”, så nu sit eget snit til at overtage rollen som verdens største cykelløb, og derfor valgte det italienske cykelforbund, at der ikke skulle sendes italienske ryttere afsted til Großdeutschlandfahrt.

Dette til stor irritation for den nazistiske løbsledelse, der med alle sine kræfter og overtalelsesevner forsøgte at overbevise det italienske cykelforbund. Igennem flere breve bedyrede Hans von Tschammer und Osten betydningen af et italiensk hold, der skulle være med til at fremvise den stærke alliance, der var imellem Tyskland og Italien. Denne alliance ville være det perfekte scenarie til at udøve propaganda i begge lande, men det ønskede Italien ikke.

Dansk deltagelse med ironisk mål

Danmark havde også en aktie i det tyske løb, eftersom to danskere deltog i løbet.

Det var Knud Jacobsen og Arne Petersen, der til daglig var baneryttere på Ordrupbanen i København. De danske ryttere var sendt til løbet gennem aftaler mellem den nazistiske løbsledelse og Dansk Bicycle Club.

Tyskerne var meget begejstrede for danskerne og deres præstationer. I 1938 havde Knud Jacobsen vundet en etape i løbet, og Arne Petersen var endt på en samlet sjetteplads i klassementet, hvilket fik den tyske presse til at skrive i rosende og lovprisende vendinger om danskerne.

Danske Arne Petersen med dannebrog på ærmet fører feltet igennem byen Neumarkt.

Derfor var de også inviteret til løbet igen i 1939, hvor de skulle forsøge at begejstre det tyske publikum. Det endte med, at kun Arne Petersen gennemførte løbet, eftersom Knud Jacobsen måtte udgå på grund af styrt.

Arne Petersen endte dette år på en samlet ottendeplads. Da Arne Petersen vendte hjem til Danmark, blev han hyldet på hjemmebanen i Ordrup, hvor et talstærkt publikum var dukket op for at se danskeren, der havde klaret sig godt i det store udland.

Rytterne fra Ordrupbanen tjente gode penge på at deltage i løbet, men ironisk nok var det også deres mulighed for at gøre opmærksom på sig selv, hvis de ville kvalificere sig til Tour de France.

Det opnåede ingen af danskerne dog i deres karrierer.

Tysk sejr og nederlag

Det blev tyskeren Georg Umbenhauer fra Nürnberg, der vandt løbet sammenlagt og dermed fik skrevet sit navn ind i historien som den eneste vinder af Großdeutschlandfahrt.

Han havde på løbets 5. etape erobret førertrøjen og gav den ikke fra sig igen. Umbenhauer, der havde kørt sit første Tyskland rundt som 14-årig, kunne nu lade sig hylde som vinder. Selvom Umbenhauer kørte over målstregen som vinder i Berlin, så var det ikke udelukkende glæde, der mødte ham.

Georg Umbenhauer tager en æresrunde i Berlin og modtager det tyske folks hyldest.

Umbenhauers far var nemlig død midt under cykelløbet, men tyske aviser var blevet påbudt ikke at skrive herom, og nazisterne isolerede i stedet Umbenhauer, så han ikke ville få nyheden overbragt og i stedet kunne fokusere på løbet. På trods af, at Umbenhauer havde et forholdsvis komfortabelt forspring på knap ni minutter til nummer to, vidner denne hændelse om, at det nazistiske regime ikke tog nogen chancer i forhold til Umbenhauers sejr.

På andenpladsen lå nemlig schweiziske Robert Zimmermann, og det ville ikke se godt ud for løbet og nazisterne, hvis en udlænding skulle stille sig øverst på sejrsskamlen. Selvom Umbenhauer vandt løbet samlet, var det ikke, fordi tyskerne klarede sig specielt godt samlet set.

Bjergkonkurrencen løb førnævnte Robert Zimmermann nemlig med, mens belgierne tog sig af holdkonkurrencen.

Det belgiske mandskab kører en æresrunde i Berlins gader, efter de har vundet holdkonkurrencen.

Sejren blev Umbenhauers største i karrieren, da han aldrig for alvor kom tilbage til den professionelle cykling, fordi 2.verdenskrig satte en stopper for cykelløb i det meste af Europa.

Umbenhauer blev under krigen en del af den tyske hær, hvor han kunne udnytte sin evne på cyklen, da han var medlem af et cykelkompagni, der deltog i felttoget i Polen. Umbenhauer døde i 1970 i en alder af 58 år af en nyresygdom.

I dag mindes Nürnberg by stadig Umbenhauer, da han har fået opkaldt en vej efter sig, der hedder ”Umbenhauerstrasse”, og som meget belejligt er placeret ved siden af den udendørscykelbane, der befinder sig i det sydlige Nürnberg.

Alt imens mindet stadig lever om Umbenhauer, så er mindet om Großdeutschlandfahrt stort set forsvundet.

Grundet 2. verdenskrig blev Großdeutschlandfahrt ikke genafviklet i 1940, og da røgen fra krigen havde lagt sig i 1945 og store dele af Europa lå i ruiner, kunne Tour de France atter genopstå og indtage sin sædvanlige trone som verdens største cykelløb.