Tour de France

Bernal kan overgå os, siger en af Tourens største legender

Egan Bernal kan skrive sig ind på Tour-historiens fornemmeste sider, siger en af løbets legender.  Guillaume Horcajuelo / Ritzau Scanpix

Egan Bernal er blandt favoritterne til at vinde Tour de France. Ikke kun i 2019, men i mange år fremover.

Tour de France-legenden Bernard Hinault har et godt øje til colombianske Egan Bernal. Et rigtig godt øje, endda.

Den seneste franske vinder af løbet spår INEOS-kometen som sejrherre i 2019, men han forventer også, at Bernal kan overgå den mest eftertragtede Tour de France-rekord.

- Der er Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Miguel Indurain og mig selv, som har vundet løbet fem gange. Men der er ingen grund til, at andre ikke skulle kunne gøre det samme.

- Hvis man også tænker på, at han kun er 22 år gammel, så kan han drive det meget længere end nogen af os, siger Bernard Hinault til Velonews.

Fra 1999 til 2005 vandt amerikanske Lance Armstrong Tour de France syv gange i træk, men på grund af doping er alle hans sejre taget fra ham. Derfor er rekorden for flest Tour-sejre stadig fem.

Deler rollen som kaptajn

Egan Bernal fik sit store gennembrud under Tour de France 2018, hvor han var en formidabel hjælperytter for Chris Froome og Geraint Thomas. I flere situationer så han ud til at have så meget overskud, at han straks blev udråbt som en kommende Tour-vinder.

I denne sæson har Bernal vundet etapeløbene Paris – Nice og Schweiz Rundt, og efter Chris Froomes afbud til Touren deler han rollen som INEOS-kaptajn med sidste års vinder Geraint Thomas.

Hugh Carthy vandt sidste etape i Schweiz Rundt efter et udbrud over tre bjergpas. Egan Bernal vandt samlet Schweiz Rundt foran Rohan Dennis. Video: TV 2 SPORT

De to har takket være et godt holdløb kørt sig i top ti allerede på de første tre etaper. Egan Bernal ligger aktuelt nummer seks i Tour de France, mens Geraint Thomas ligger nummer syv. De er henholdsvis 15 og 20 sekunder efter Julian Alaphilippe i den gule førertrøje.

På fjerde etape kan klassementsrytterne formentlig se frem til en rolig dag. Tirsdagens 213,5 kilometer er uden de store stigninger, og derfor ligner det på forhånd en massespurt ved målstregen i Nancy.