Tour de France

Finalen overraskede profil - blev snydt af Google

Jasper Stuyven havde ikke forventet, at den afsluttende stigning på tredje etape ville være så stejl, som den var.

Trek-Segafredo-profilen Jasper Stuyven leverede et flot resultat på den kuperede tredje etape i Tour de France.

Belgieren krydsede målstregen som nummer tre efter en hård finale, hvor de sidste 500 meter i gennemsnit steg med otte procent.

Rytterne i feltet var forberedt på stejle stigningsprocenter, men afslutningen viste sig alligevel at være hårdere end forventet. Det fortalte Stuyven kort efter, han kom i mål.

- Jeg må nødt til at sige, at da jeg tjekkede Google Street View i går aftes, så den noget mindre stejl ud. Den var rigtig stejl, men jeg havde det godt, og jeg tror, den passede mig fint. Jeg kom til Touren i rigtig god form, og det er dejligt at gøre det godt på så hård dag, siger han til Cyclingnews.

Treks klassikerrytter havde endda så meget respekt for den afsluttende stigning, at han inden den afsluttende del af etapen valgte at skifte til en lettere cykel.

- Jeg bevægede mig frem på det rigtige tidspunkt, da stigningerne begyndte at komme. Jeg synes, jeg klarede det ret godt. Jeg skiftede undervejs til en klatrecykel, hvilket var et godt kald i dag, siger han.

De sidste fem kilometer, 3. etape.

Tæt på førertrøjen

Det var ikke kun Stuyven, som blev overrasket over stigningsprocenterne. Det samme blev rytteren i den hvide ungdomstrøje, Wout van Aert.

Hvis ikke Julian Alaphilippe var kommet alene i mål, så var det van Aert og ikke franskmanden, som havde overtaget den gule førertrøje efter etapen.

- Det viste sig, at finalestigningen var meget stejlere, end jeg regnede med. Jeg fortryder ikke noget, men det føles lidt ærgerligt at være så tæt den gule trøje, siger Jumbo-Visma-rytteren til TV 2 SPORT.

Wout van Aert blev nummer ni på etapen og ligger på andenpladsen i klassementet. 20 sekunder efter Alaphilippe.

Fjerde etape begynder klokken 12.10 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.