Hvis Valverde har tabt sig fem kilo, bør han vinde Touren, siger legende

16x9
Alejandro Valverde har tabt sig frem mod Tour de France. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Den tidligere Tour-vinder Greg LeMond ser store perspektiver i Alejandro Valverdes vægttab. Ben King maner til besindighed.

59,5 kilo.

Det er kampvægten for verdensmesteren Alejandro Valverde i årets Tour de France. Ifølge den 39-årige spanier selv har han aldrig før været så tynd, og det er nu kommet en tredobbelt Tour de France-vinder for øre.

- Jeg hører hele tiden, at Valverde har tabt sig fem kilo. Hvis han virkelig har det og er i samme form som tidligere, bør han matematisk set vinde Touren, siger amerikanske Greg LeMond til Sporza.

- Fem kilo mindre betyder, at man sparer seks minutter opad et bjerg. Det er meget vægt at tabe, men du betaler typisk en pris for det, tilføjer han dog.

Modsat LeMonds udtalelser er 1 meter og 78 centimeter høje Alejandro Valverde med i Tour de France for at støtte sine to kaptajner på Movistar, landsmanden Mikel Landa og colombianske Nairo Quintana.

Et problem

Dimension Datas bjergrytter Ben King har en lidt anden indgangsvinkel til cykelsportens vægthysteri. Han har tidligere fortalt om, hvordan han som ung rytter kastede op dagligt og udviklede et usundt forhold til mad.

- Det vigtigste er ikke at gå for langt. For så bliver man usund. Når man begynder at stresse på grund af et kilo for meget, vil man utvivlsomt have det bedre mentalt ved at bevare samme vægt. Det vigtigste er, at man respekterer sin krop, siger amerikaneren til TV 2 Norge.

- Det er et problem, og det er et problem, der ikke tales om, så jeg er glad for at se det få lidt opmærksomhed. Det er en diskussion, vi må tage, mener jeg.

Støtte fra Martin

Ben King står ikke alene med sine udtalelser. Også irske Dan Martin fra UAE Team Emirates er opmærksom på problematikken.

- I modsætning til nogle af de andre klassementryttere har jeg en anden filosofi. For mig er mad benzin. Hvis ikke man fylder benzin på bilen, vil den stoppe. Det er det samme med kroppen, siger han til TV 2 Norge.

- Hvis man stopper med at spise, kan man ikke træne lige så meget. Så stopper kroppen med at brænde kalorier, så det bliver en ond cirkel. Det er dårlig reklame for cykelsporten, at du skal stoppe med at spise for at blive tynd, og det er slet og ret usandt.

Du kan følge Alejandro Valverde, Ben King og Dan Martin i Tour de France. Alle etaper vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.