Tour de France

Italiener har undskyldt til Fuglsang efter styrt: - Jeg er ked af det

Damiano Caruso var årsagen til, at Jakob Fuglsang styrtede på 1. etape af Tour de France. Og det har italieneren undskyldt over for danskeren.

En Bahrain-Merida-rytter lå på asfalten, og Jakob Fuglsang kunne ikke nå at undgå ham.

Den danske Astana-kaptajn styrtede på 1. etape af Tour de France og har siden kæmpet med eftervirkningerne.

Rytteren, der tog Fuglsang med sig i faldet, var 31-årige Damiano Caruso. Italieneren forklarer, at han er meget ked af situationen, og det har han også snakket med danskeren om.

- Jeg er ked af det på hans vegne, men sådan er cykling. Nogle gange styrter folk foran mig, men i dette tilfælde var jeg årsagen til styrtet, siger Damiano Caruso til TV 2 SPORT.

- Jeg har sagt undskyld til ham, og han forstod, at det ikke var min skyld. Det er disse situationer, der bare sker i cykelløb.

Caruso forklarer styrtet

En video af styrtet, der er kommet via et kamera på Asgreens cykel, viser, hvordan Fuglsang ikke når at undgå Caruso. Samme fornemmelse sad Fuglsangs danske holdkammerat, Magnus Cort, med kort efter styrtet.

- Det var meget uheldigt. Han havde ikke rigtig nogen vej udenom, så han kører lige ind i ryggen på en rytter og ryger ud over styret, sagde Cort for tre dage siden.

Jeg har næsten ondt over alt

Damiano Caruso

Nu forklarer italieneren så selv, hvordan han endte i asfalten i første omgang.

- Der var en rytter foran mig, der slog et sving med cyklen, og jeg ramte hans baghjul og styrtede. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg landede på mit haleben, og det er smertefuldt. Jeg kan virkelig mærke smerten, når jeg træner i pedalerne.

- Derudover har jeg hudafskrabninger på hele den ene side. Jeg skal bevare roen og forsøge at komme mig. Jeg kan ikke sove så godt om natten, så jeg tager en dag ad gangen, siger Damiano Caruso.

Det danske podie-håb var en tur i asfalten efter et styrt i feltet. Video: TV 2 SPORT

Fuglsang er kommet sig, Caruso er ikke

Jakob Fuglsang ser ud til at være kommet sig over det værste efter sit styrt. På 3. etape overvejede han endda at køre efter Julian Alaphilippe, da han angreb på mandagens etape.

- Jeg var godt klar over, at jeg skulle gå dybt, hvis jeg skulle køre med ham. Men jeg skal jo køre klassement, og jeg skal stadig være frisk om to uger. Så det kan godt være farligt at bruge så meget krudt så tidligt i Touren, forklarede Fuglsang.

Damiano Caruso tænker ikke på, at han også skal have kræfter om to uger. For ham handler det bare om at overleve.

- Jeg har næsten ondt over alt. Jeg håber, at det bliver en stille etape. Vi får at se, hvordan det går. Det vigtigste for mig er nu, at jeg skal forsøge at komme mig så meget som muligt, siger han inden dagens etape.

Efter 3. etape er Jakob Fuglsang nummer 25 i klassementet, imens Damiano Caruso er nummer 122, 14 minutter og 28 sekunder efter Julian Alaphilippe.