Tour de France

Tidligere Sky-sportsdirektør ønsker at se INEOS i store problemer

Team INEOS blev nummer to på holdtidskørslen på anden etape. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Sean Yates mener, at Team INEOS er ved at begå samme fejl, som de gjorde under sidste års Tour de France.

Efter de tre første etaper af årets Tour de France er favoritterne begyndte at klatre opad i klassementet.

Specielt Team INEOS-kaptajnerne med Egan Bernal og den forsvarende Tour-vinder, Geraint Thomas, ligger godt til med en sjette- og syvendeplads.

Meget kan dog blive ændret om få dage, hvor første bjergetape venter. På 6. etape slutter rytterne på stigningen Planche des Belles Filles, som er uden for kategori.

Her håber Sean Yates, den tidligere sportsdirektør hos Team Sky, det nuværende INEOS, at hans gamle hold bliver testet.

- Vi ønsker at se noget spænding. Vi ønsker virkelig at se INEOS i tovene. Der er alt på spil på denne etape, og jeg krydser fingre for, vi ser noget fyrværkeri, skriver Yates i en klumme for Cyclingweekly og pointerer, at der sagtens kan hentes et minut til konkurrenterne på den bjergrige etape.

- Sky var heldige sidste år

Ifølge den tidligere toprytter er situationen for INEOS i årets Tour de France lidt ligesom sidste år.

Her ankom Chris Froome og Geraint Thomas begge til Touren som kaptajner. Froome var den store favorit, fordi han havde vundet løbet fire gange tidligere. Men det endte med, at Geraint Thomas viste sig som den stærkeste og tog sejren.

I år er rollen byttet rundt for Thomas, som nu er favoritten på grund af sidste års titel. Mens Bernal er eksperternes store favorit, selvom han endnu ikke har leveret så stort et resultat i en Grand Tour.

Står det til Yates, var Sky dog heldige med at lykkes med deres strategi sidste år. Han opfordrer dem til at gøre det anderledes i år.

- Fra hvad jeg så, var de ret heldige med, hvordan løbet udviklede sig.

- I år er de nødt til at være mere sikre i stedet for at køre med delt lederskab. De er nødt til at sætte den ene rytter over den anden, skriver sportsdirektøren.

Sidste år viste Geraint Thomas (til venstre) sig overraskende som stærkere end Chris Froome (til højre).

Indtil videre har strategien virket fint for Team INEOS. Udover Jumbo-Visma med Steven Kruijswijk tog holdets to kaptajner tid på holdtidskørslen til alle de andre favoritter.

Det er Geraint Thomas ganske fint tilfreds med.

- Det viser, at vi som hold er virkelig godt kørende. Det var dog en skam, vi ventede hele dagen for så at blive slået af det allersidste hold, siger han til BBC.

Bernal og Thomas har henholdsvis 40 og 45 sekunder op til Deceuninck-Quick-Steps Julian Alaphilippe i den gule trøje.