Tour de France

Tour-hold vil sende rytter hjem, inden løbet er slut

Belgiske Jasper Philipsen kommer efter planen ikke til at køre mere end 11 etaper i det franske etapeløb.

Den yngste rytter i årets Tour de France-felt, Jasper Philipsen, skal ikke gøre sig nogen forhåbninger om at gennemføre løbet i sin debut.

Holdet, han kører for, UAE Emirates, planlægger at sende den 21 år gamle rytter hjem allerede halvvejs gennem løbet.

Det fortæller holdets sportsdirektør Neil Stephens til procycling.no.

- Vi er nødt til at følge med i hans restitution. Tour de France er ikke noget, han specifikt har forberedt sig på. Han ved, at hans rolle kun drejer sig om den sidste kilometer.

- Vi er godt tilfredse med det, han har gjort, men den oprindelige plan er, at han ikke skal være her i mere end 11 dage. Vi er virkelig nødt til at tage det dag for dag, påpeger Stephens og slår fast, at Philipsen under ingen omstændigheder kommer til at være med hele vejen til Paris.

Skubbede Sagan væk

Som Stephens fortæller, er Philipsens rolle på den sidste kilometer af sprinteretaperne.

Vi ønsker ikke at køre ham i sænk

Alexander Kristoff

Det kom specielt til syne på fjerde etape, hvor han lavede et formidabelt leadout til holdets sprinter Alexander Kristoff. På den afgørende kilometer lod han sig heller ikke kue, da Peter Sagan forsøgte at tage pladsen på hjul af den senere etapevinder Elia Viviani.

I stedet fastholdt Philipsen sin plads med Kristoff på hjul, inden han kort efter kørte nordmanden længere frem.

- Jeg synes, jeg gjorde, hvad jeg skulle. Det var ikke let at komme frem forrest i feltet, men Sven Bystrøm har virkelig en masse erfaring, så jeg fulgte bare hans hjul, siger Philipsen til sporza.be.

Kristoff, som blev nummer to i spurten, mener, at belgieren fortjener ros for sin kørsel i finalen.

- Det var første gang, vi havde chancen til at prøve vores leadout, så jeg var ikke sikker på, hvor stærk han var. Han overraskede mig positivt og gjorde det rigtig godt. Det er meget imponerende af en på 21 år at føre mig frem på den måde, fortæller Kristoff til samme belgiske medie.

Forstår beslutningen

Selvom samarbejdet fungerede godt i første forsøg, er Kristoff afklaret med, at han mister sin leadout-rytter halvvejs i løbet.

Allerede inden Touren begyndte, fik han besked fra holdet om, at Philipsen ikke kommer til at køre ham frem på Champs-Élysées. En beslutning, den 32-årige nordmand har fuld forståelse for.

- Vi ønsker ikke at køre ham i sænk. Så jeg tror, vi har omkring tre chancer sammen endnu, siger UAE-sprinteren til procycling.no og peger på 7., 10. og 11. etape.

Derefter er det meningen, at Sven Erik Bystrøm skal agere leadout-rytter for sin landsmand resten af løbet.