Tour de France

Fransk rytter udgår undervejs på første bjergetape

Den anden rytter i årets Tour de France er udgået. Det skete undervejs på 6. etape.

Den angrebsivrige rytter Nicolas Edet er færdig ved dette års Tour de France.

Cofidis-rytteren tog beslutningen med cirka 60 kilometer tilbage af 6. etape, som var løbets første bjergetape. På holdets Twitter-profil skriver Cofidis, at Edet kæmpede med sygdom inden etapen.

Med 121 kilometer tilbage af 6. etape viste tv-billederne Edet, som led på cyklen og fik hjælp af lægebilen. På dette tidspunkt havde rytterne endnu ikke passeret den første ud af de syv stigninger.

Det er første gang i syv Tour de France-optrædener, at Edet er udgået.

CCC-rytter blev den første

Allerede inden 6. etape kom det første offer i løbet. Det var 28-årige Patrick Bevin fra CCC, som var så plaget af sine styrt på 3. og 4. etape, at han ikke stillede til start på løbets første bjergetape.

- Som det ofte ses med brækkede ribben, er smerten først tiltaget på anden- og tredjedagen efter styrtet, og selvom Patrick gerne ville forsøge at gennemføre 6. etape, har vi her til morgen taget en kollektiv beslutning om, at han skal trække sig fra løbet, så han kan komme sig og fokusere på målsætningerne for den resterende del af sæsonen, siger holdets overlæge, Max Testa.

Nicolas Edets bedste resultat er en samlet sejr i Tour of Limousin i 2018. I 2013 vandt han bjergtrøjen i Vuelta a España.