8. etape - Mâcon > Saint-Étienne | Tour de France 2019

16x9
Tour de France 8. etape 2019 Foto: TV 2

8. etape af Tour de France 2019 er 200 km lang og køres fra Mâcon til Saint-Étienne. Se profil, favoritter og analyse her.

  • Etapetype: Kuperet
  • Længde: 200 km
  • Starttidspunkt: 12.10
  • Etapen køres lørdag d. 13. juli

Favoritter

***** Julian Alaphilippe

**** Wout van Aert, Greg Van Avermaet

*** Peter Sagan, Michael Matthews

square to 16x9

Kun en tåbe frygter ikke etaper i og omkring Saint-Étienne. I guder, hvor har jeg kørt mange lede etaper i det område, navnligt i Paris-Nice. Etaper, hvor jeg efter målstregen nærmest ikke har haft kræfter i behold til at kravle ind i bussen. Jeg har været så afkræftet og frysende, at det at tage handsker af virkede som et fuldstændig uoverskueligt projekt.

Tidstabel 8. etape

  • 12.10: Etapestart i Mäcon
  • 13.13: Pointspurt i Cercié-en-Beujolais
  • 13.45: Toppen af kategori to-stigningen Col de la Croix Montmain, 7%
  • 14.16: Rytterne når til kategori to-stigningen Col de la Croix de Thel, 8,1%
  • 14.34: Kategori to-stigningen Col de la Croix Paquet, 9,7%
  • 14.58: Kategori tre-stigningen Côte d’Affoux, 4,5%
  • 15.51: Endnu en kategori to-stigning i Côte de la Croix de Part, 7,9%
  • 16.15: Kategori to-stigningen Côte d’Aveize, 6,4%
  • 17.10: Spurt om bonussekunder og sidste stigning - kategori tre-stigningen Côte de la Jaillére, 7,6%
  • 17.27: Etapevinderen forventes i mål.

Jeg tror faktisk, det var efter en etape netop her, at en af mine holdkammerater opgav at tage sko og hjelm af, så han gik i bad med det på.

Denne etape bekræfter, at området er et modbydeligt hårdt cykelområde. 3800 højdemeter fordelt på massevis af stigninger, der - bevares - blegner i forhold til det, der venter senere i Touren, men de er hårde på en anden måde. Vejene, der bugter sig af sted, det ene øjeblik opad og det næste øjeblik nedad. Du finder aldrig en rytme, som du kan på et bjerg.

Omvendt kan du heller ikke gå helt lige så død som på et bjerg, da der hele tiden kommer en nedkørsel til at få dig op i fart igen. Hvis vejrguderne ikke er med feltet, og det regner, kan denne etape udvikle sig eksplosivt. Det kan den for den sags skyld også i høj solskin.

Mâcon Frankrig, 18. aug 2019, 08:00

22 Sol Regnbyger 5 m/s Let vind fra syd 0 mm

Saint-Étienne Frankrig, 18. aug 2019, 08:00

23 Sol Regnbyger 2 m/s Svag vind fra syd 0 mm

Etapen vil helt sikkert starte i et opskruet tempo. Mange af rytterne øjner muligheden for at snuppe en etape, hvis altså de kommer med i et udbrud, der sagtens kan holde hjem. Jeg tvivler på, at nogen hold vil holde det samlet til en spurt, for det er rigtig mange kræfter, der skal investeres i det. I 2014 vandt Alexander Kristoff i Saint-Étienne. Det tror jeg ikke, kommer til at gentage sig.

Denne etape har prædikatet udbrudsetape klistret på sig, fordi der er mange ryttere, der allerede nu har smidt meget tid, og dermed kan få frit lejde. Hvad klassementsfolket vil, er faktisk svært at spå om. Jeg kommer til at tænke tilbage på 15. etape af Tour de France 2017, hvor Ag2r lavede et koordineret holdangreb og satte Froome under pres. Hvis Bardet den dag havde haft lidt bedre ben til at lave den sidste lille forcering, kunne han have endt med at vinde Touren. Det er de små marginaler, der afgør tingene. Denne etape kan sagtens være en etape, hvor netop de små marginaler kommer tydeligt i spil.

Her ses de afgørende sidste kilometer af 8. etape.
Her ses de afgørende sidste kilometer af 8. etape. Foto: ARO

Med 12 kilometer til mål runder rytterne Cote de Jaillere. Det er et oplagt sted at angribe, tage de tre bonussekunder på toppen og så ellers køre alt, hvad remmer og tøj kan holde ind mod målstregen. Ryttere med det påkrævede ’punch’, der skal til for at slå hullet, kunne være Alaphilippe og van Avermaet. Men hvis vejret er skidt, og himmel og hav står i ét, er en Tiesj Bennot i hopla en oplagt kandidat til sejren.

Etapen ville, hvis han havde frie tøjler, ligge fornuftig til Magnus Cort, for han er svær at ryste af, og i en spurt efter en dag som denne er han svær at slå.

Etapens betydning for klassementet (1-5 stjerner)

square to 16x9