Tour de France

INEOS-chef var ekstremt glad - det har han ingen grund til, siger ekspert

Team INEOS var alvorligt svækket, da favoritgruppen tog fat på den afgørende stigning på 6. etape.

Sekunderne var i Geraint Thomas' favør, da favoritterne passerede målstregen på toppen af Planche des Belles Filles på Tourens 6. etape.

Den forsvarende Tour de France-vinder gjorde det bedst, selvom forskellen til nogle af rvialerne var helt ned til to sekunder.

Det glæder Thomas' øverste chef hos Team INEOS, Dave Brailsford, at holdets ene kaptajn viste klasse, mens den anden, Egan Bernal, kom ind kort tid efter.

- Jeg er godt tilfreds. Ekstrem tilfreds faktisk. De kørte begge to rigtig godt. Især Geraint Thomas. Folk har ikke set ham køre så meget i år, og der har været nogle spørgsmål, men det viser bare, han er en seriøs udfordrer i løbet, siger INEOS-chefen til TV 2 SPORT.

Vigtig INEOS-mand blev sat

Den danske landstræner for eliteherrerne, Anders Lund, mener dog, at Brailsford ikke bør være så glad igen.

De var ikke stærke nok

Brian Nygaard, cykelekspert for TV 2 SPORT

For selvom holdets to kaptajner gjorde det godt, var holdet mere svækket. INEOS - tidligere under navnet Sky - er kendt for at have det suverænt bedst hold i bjergene og har kunne kontrollere løbene med deres ene stjernerytter efter den anden.

På 6. etape sad INEOS sjældent i fronten af feltet og brugte kræfter, men alligevel blev den ene hjælper til Thomas og Bernal efter den anden sat. Blandt andet deres løjtnant Wout Poels.

Holdet underpræsterede

Da rytterne kørte ind på finalestigningen var det kun Michal Kwiatkowski, som sad tilbage af hjælperytterne.

- Jeg synes ikke helt, han har grund til at være så tilfreds. Han siger, at han er ekstremt glad, og det synes jeg ikke, han har grund til

- De ryttere, de har med på papiret, levede ikke op til deres vanlige niveau. En Wout Poels var helt væk, Gianni Moscon var der ikke. De manglede den råstyrke, som de har haft før, og som kunne sætte presset på. Så som hold underpræsterer de, siger Anders Lund, som er ekspert for TV 2 SPORT under Tour de France.

Ikke stærke nok

Den betragtning er Brian Nygaard, som ligeledes er cykelekspert for TV 2 SPORT, enig i.

- Det var ikke en god dag for INEOS, selvom Thomas overpræsterede. For det, synes jeg, han gjorde. Men holdet sad ikke, hvor de skulle i finalen.

- De var ikke stærke nok og nu har de en situation, hvor Thomas måske overraskede sig selv, fordi han sad, hvor han gjorde og kunne gøre en forskel.

Geraint Thomas er efter de første seks etaper den bedst placerede favorit i klassementet. Få overblik over hele favoritternes klassement her.