Dansker få meter fra udbrud: - Han sørgede for, jeg ikke kom med
Mads Würtz Schmidt var tæt på at komme i udbrud på 8. etape i Tour de France, men hollandske Niki Terpstra ville det anderledes, mener danskeren.
Mads Würtz Schmidt kunne næsten række ud efter Niki Terpstra, Ben King og Thomas De Gendt, der var stukket afsted fra start på 8. etape i Tour de France.
Men danskeren missede udbruddet med få cykellængder og måtte befinde sig i og bagved feltet resten af etapen.
Katusha-danskeren fortæller efter etapen, at der var én af de tre ryttere i front, der ikke ville have selskab af Mads Würtz Schmidt.
- Jeg manglede få meter. Så kiggede Niki Terpstra tilbage, og så tager han en ordentlig føring. Jeg havde kørt halvandet minut med næsten 700 watt. Jeg havde syre op til begge ører, så jeg fik ikke lukket det, siger Mads Würtz Schmidt.
- Det så ud til, at feltet var stoppet. Jeg ved det ikke. Jeg tror bare, det måske var Terpstra, som var lidt Terpstra-agtig og tænkte: "Han skal fandme ikke med." Så han sørgede for, jeg ikke kom med. Måske ikke skidesmart, når han lå med de folk, han gjorde. Det ville trods alt være lidt færre føringer, han skulle tage, hvis der kom en mere med.
Niki Terpstra har tidligere gjort sig uheldigt bemærket over for en dansk rytter, da han i 2017 blev anklaget for at spytte Søren Kragh Andersen i ansigtet under et cykelløb.
Bennekou: Han var absurd tæt på
Elitechef i Danmarks Cykle Union (DCU) og cykelekspert Morten Bennekou mener dog ikke, at det var Mads Würtz, men derimod feltet, Niki Terpstra kiggede efter.
Derfor trådte de lidt ekstra på gaspedalen.
- Mads Würtz Schmidt er absurd tæt på, vi snakker måske om to sekunder. Mads sidder på mellemhånd og prøver at lukke hullet op til de tre i front. Udbruddet ser bagved ham, at feltet også jagter. De er ikke med på, at de fire skal af sted.
- Derfor kører udbruddet stadig stærkt, og Mads kan akkurat ikke lukke holdet. Han opdager det og lader sig falde tilbage. Men kort efter angriber Alessandro De Marchi, og han får så hullet. Bora-Hansgrohe lukker vejen rent fysisk, og udbruddet slipper af sted.
Dansker husker Terpstras forcering
Efter etapen ærgrer danskeren sig over, at han ikke slap afsted. Derudover fortæller han, at han ikke lige glemmer Terpstras store føring.
Er det noget, du husker til senere?
- Jorden er rund. Så hvis han en dag sidder i krise, kan det godt være, jeg skal trykke lidt på pedalen, siger Mads Würtz Schmidt.
- Det var en sindssygt hård dag. Der blev holdt på, og det var et stærkt udbrud, der skulle holdes i snor, så der blev kørt fuld gas næsten hele vejen. Da jeg kunne sætte mig op og køre stille og roligt til mål, valgte jeg at gøre det i stedet for at lide igennem.
Etapen blev vundet af Thomas De Gendt fra udbruddet, imens Mads Würtz Schmidt kom i mål som nummer 122, 23 minutter og 47 sekunder efter belgieren.