Tour de France

Fuglsang tabte tid til rival - irriteret over hjælp fra motorcykel

Jakob Fuglsang mener, at Thibaut Pinot og Julian Alaphilippe fik hjælp af læ bag en motorcykel på 8. etape. Det afviser Alaphilippe.

Thibaut Pinot blev den store vinder af klassementsrytterne på 8. etape, da et angreb på den sidste stigning sammen med Julian Alaphilippe gav dem luft til konkurrenterne.

Pinot blev nummer to på etapen 20 sekunder før Fuglsang og de andre favoritter og hentede i alt 28 sekunder inklusive bonussekunder. Det ærgrer Jakob Fuglsang, der mener, at det ikke gik helt fair til.

- Vi havde håb om en etapesejr til Lutsenko eller til mig selv - eller at jeg kunne vinde noget tid i klassementet. Jeg misser lige at komme med på dæk, da de to franskmænd ryger med på smæk af motorcyklen hen over toppen. Så selvom vi er en del til at føre bagved, kunne vi ikke hente dem, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Så du tænker, Alaphilippe og Pinot fik lidt hjælp?

- Ja, det kunne vi se, når vi sad nede bagved. Vi kan se, at de sidder på smæk bag motorcyklen. Jeg blev lidt overrasket i det øjeblik, da de angreb. Der skulle jeg ikke have siddet så langt fremme. Jeg skulle have siddet længere tilbage og tættere på dem. Men sådan er det.

Pinot går efter lørdagens etape fire placeringer frem i klassementet og er nu den bedst placerede klassementsrytter i løbet.

Ærgrer du dig?

- De tjener lidt sekunder. Det er selvfølgelig en spildt chance, siger Jakob Fuglsang.

Konkurrent kan ikke genkende Fuglsangs påstand

Det var Julian Alaphilippe, der satte angrebet ind lige før toppen af Cote de la Jaillere, og han sad således i første parket til at vurdere afstanden til motorcyklen.

Var motorcyklen for tæt på jer?

- Det synes jeg ikke. Sådan som Pinot og jeg angreb med vores ben, mener jeg ikke, at motorcyklen hjalp os, siger Julian Alaphilippe til TV 2 SPORT.

Franskmanden satte angrebet ind både for at jagte bonussekunder på toppen af stigningen og for at skabe afstand til favoritgruppen. Dette lykkedes, og det skyldes gode ben.

- Jeg ville prøve. Jeg havde intet at tabe, og til sidst følte jeg mig godt kørende. Så jeg gav den bare fuld gas. Jeg er meget glad for, at Pinot kørte med mig. Jeg kørte bare hårdt til målstregen for at tage den gule trøje, siger franskmanden, der indleder Frankrigs nationaldag, Bastilledagen, i den gule trøje.

Det stærke angreb blev sat ind på den sidste kategoriserede stigning. Video: TV 2 SPORT

Motorcykel kan gøre forskellen

Det gik stærkt, da Julian Alaphilippe angreb kort før toppen, og Thibaut Pinot gik efter. Så stærkt, at de to franskmænd altså kørte tæt på motorcyklen, der altid ligger og kører foran feltet. At sidde i læ i kort tid bag en motorcykel kan være afgørende, mener TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

- Han (Fuglsang) siger, de bliver kørt væk af to motorcykler. Det er ikke sådan, at de sætter sig op på dem, men der er altid motorcykler foran, siger Rolf Sørensen og tilføjer:

- Det er to franskmænd, så motorcyklerne er måske lige en sjat tættere på til at starte med. Med den fart, de kommer med ned ad bakken, får de lige slået et hul på de der 100 meter ekstra.

Sendte holdet frem

Jakob Fuglsang ærgrer sig dog ikke over holdets kørsel på etapen.

Her var de azurblå Astana-trøjer tydelige fremme i feltet, hvor de skruede op på tempoet i feltet.

- (Jeg var) fornuftigt kørende. Jeg synes, holdet var godt kørende, og det var små veje hele dagen og op og ned, så det var næsten lige så hårdt at sidde på hjul som at sidde i front. Vi forsøgte at se, om vi kunne skabe noget ud af det, siger Astana-kaptajnen.

Efter dagens etape er Jakob Fuglsang nummer ni i løbet.