Tour de France

Konkurrenter angreb i finalen - men Fuglsang var ikke bekymret

Jakob Fuglsang mener, at angrebet fra Bardet blot var for at hilse på venner og familie.

Den franske stjerne Romain Bardet satte et angreb ind på favoritterne på den sidste stigning på 9. etape.

På slæb havde han Richie Porte og George Bennett, og især Porte og Bardet var på udkig efter at hente noget af det tidstab, de led på løbets første bjergetape.

Men Team INEOS satte sig i fronten af feltet og hentede stille og roligt rytterne ind igen.

Jakob Fuglsang, som sad i feltet, var ikke bekymret, da angrebet kom. Han mener, at det i stedet var et bevis fra Bardet om at vise de franske farver på landets nationaldag og at vise sig frem i området, hvor han var født.

- Jeg tror bare, det var en hjemmebane-ting. Jeg tror ikke, de (Bardet, Porte og Bennett, red.) kørte fuld gas. De kom forholdsvis hurtigt tilbage igen. Så det var nok bare lige for at hilse på venner og familie, siger Fuglsang til B.T.

Vil tage enhver mulighed

Ifølge Romain Bardet var der dog ikke noget useriøst ved hans angreb.

- Jeg ville i det mindste gøre et forsøg og se, hvad der kunne ske, sagde Bardet til Cyclingweekly.

- Vi vil ikke forsætte med at køre løb sådan her (som i den første uge, red.). Vi vil angribe og tage enhver mulighed, der er.

En god dag for Fuglsang

Selv ikke Bardets angreb kunne forhindre en yderst rolig dag for favoritterne.

Et stort udbrud kom af sted fra etapens start, og de fik lov til at kæmpe om sejren, inden feltet trillede i mål knap 16 minutter senere. Det var tiltrængt, mener Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen.

- Både for Jakob og for de andre er de 16 minutter, de kommer efter i mål, sparet i almindelig kraftudøvelse, så det var helt sikkert en god dag for Jakob, siger han til TV 2 SPORT.

Jakob Fuglsang ligger nummer ni i klassementet, mens Romain Bardet på 23. pladsen er 1 minut og 38 sekunder efter danskeren. Se hele favoritternes klassement her.

Daryl Impey vandt 9. etape i en spurt over Tiesj Benoot.

Se højdepunkter fra etapen herunder:

Daryl Impey og Tiesj Benoot kæmpede om sejren efter et stort udbrud var blevet splittet. Video: TV 2 Sport