Tour de France

Norske ryttere får hård kritik: - Det har været svagt

To norske cykeleksperter er slemt skuffede over deres landsmænd i Tour de France. Et dårligt tegn for norsk cykelsport, lyder det.

Efter lørdagens strabadser skal de norske Tour-ryttere holde sig fra TV 2 Norge, hvis de leder efter mental oprejsning.

Tv-kanalens cykeleksperter Thor Hushovd og Johan Kaggestad ytrer sig nemlig kritisk om landsmændenes præstation på 8. etape, hvor ingen af nordmændene formåede at følge med feltet.

- Når det er sådan en stor gruppe på omkring 80 mand, bør en rytter som Edvald Boasson Hagen sidder der. Det er der slet ingen tvivlv om. Det samme gælder for Odd Christian Eiking og Sven Erik Bystrøm, siger den tidligere cykelrytter Thor Hushovd.

I år kører seks nordmænd med i Tour de France. Den bedst placerede på lørdagens etape var Vegard Stake Laengen, der kørte over målstregen som nummer 105. Han var 19:43 efter vinderen Thomas De Gendt, ligesom danskerne Michael Valgren og Magnus Cort også var.

- Jeg er meget skuffet over de norske ryttere. Det har været svagt i årets Tour, siger Johan Kaggestad.

- Vi har en andenplads med Kristoff, og Grøndahl Jansen har gjort sit arbejde, men det her var en mellemhård etape. Vi har ingen nordmænd, der formår at sidde med de 80 bedste ryttere op ad bakkerne, og det er et dårligt tegn for norsk cykelsport, siger han.

Til sammenligning var både Jakob Fuglsang og Søren Kragh Andersen kun under et minut efter De Gendt.

I klassementet ligger Danmark også bedst placeret med Jakob Fuglsang på niendepladsen. Derefter følger yderligere to danskere, inden den første nordmand melder sig.

  • 9: Jakob Fuglsang
  • 70: Søren Kragh
  • 73: Michael Valgren
  • 75: Edvald Boasson Hagen
  • 95: Mads Würtz
  • 118: Odd Christian Eiking
  • 119: Christopher Juul-Jensen
  • 129: Vegard Laengen
  • 134: Sven Erik Bystrøm
  • 142: Lars Bak
  • 149: Magnus Cort
  • 158: Alexander Kristoff
  • 161: Amund Grøndahl Jansen
  • 163: Michael Mørkøv
  • 168: Kasper Asgreen