Rivalernes tidstab overrasker Geraint Thomas

Tour-vinder Geraint Thomas havde ikke forventet, at en række klassementfolk ville tabe tid på 10. etape.

Sidste års Tour de France-vinder, Geraint Thomas, er overrasket over, at det lykkedes at narre en lille håndfuld rivaler på en tilsyneladende harmløs 10. etape.

Sammen med sin Ineos-hold sad Thomas perfekt, da feltet brækkede over i sidevinden, men det gjorde ryttere som Thibaut Pinot, Jakob Fuglsang og Richie Porte ikke.

De tabte alle 1 minut og 40 sekunder i det samlede regnskab, og det er en alvorlig streg i regningen for dem, mener Thomas.

- Ja, især på en dag som i dag, hvor man ikke forventede det.

- Jeg tror, de har positioneret sig forkert. Og det kostede dem halvandet minut. Men det er selvfølgelig godt set med vores øjne, siger Geraint Thomas.

Han havde de fleste af sine holdkammerater med sig, og Ineos rottede sig sammen med blandt andre Quick-Step og Bora for at gøre hullet større.

- Vi havde stort set alle ryttere fremme, så vi kastede os selvfølgelig fuldt ind i arbejdet.

- Bagved forsøgte de at lukke det, men da det ikke lykkedes dem, løb de tør for energi til sidst, tror jeg. Derfor fik vi så stort et hul, siger Geraint Thomas.

Ineos-holdets øverste chef, David Brailsford, er fuld af beundring for den timing og styrke, som Quick-Step viste, da feltet brækkede.

- Vi kom ud på en smallere vej, hvor der var en mellemting mellem modvind og sidevind. Quick-Step kunne bare mærke det. Respekt for det. De kørte i det rigtige øjeblik og fangede nogle på det forkerte ben, siger Brailsford.

- Det er ikke så ofte, så mange klassementfolk bliver fanget på den måde. Der var nogle rigtig stærke ryttere i anden gruppe. Vi udnyttede muligheden og fandt de rigtige positioner, konstaterer Ineos-chefen.

Hans to stjerneryttere Geraint Thomas og Egan Bernal ligger nu henholdsvis nummer to og tre i klassementet.