Udgået Tour-rytter vil drage fordel af alvorligt styrt
To dage efter sit alvorlige styrt i Tour de France har Alessandro De Marchi allerede sat sig nye målsætninger.
Mens Alessandro De Marchi venter på, at han igen kan komme op på en cykel, tænker han store tanker fra hospitalssengen i Saint Etienne.
- Jeg vil bruge denne skade som en pause. Jeg vil drage fordel af dette tvungne stop for at lave en nulstilling, sætte et nyt nulpunkt i min karriere såvel som i mit liv, skriver den uheldige italiener på sin Instagram.
Om tre til fire uger kan den uheldige italiener, der styrtede alvorligt på 9. etape i årets Tour de France og straks blev båret ind i en ambulance og kørt til det nærmeste hospital, igen begynde træningen.
Styrtet kostede ham en punkteret lunge samt brud på både ribben og kraveben.
Har sat sig selv en målsætning
Hurtigt stod det klart, at den 33-årige italiener havde været ude for et alvorligt styrt, da han lå og ømmede sig i vejkanten med blod fra ansigtet og ude af stand til at bevæge sig.
Forskrækkelsen og skaderne har dog ikke afskrækket ham fra at fortsætte som professionel cykelrytter.
- Jeg har så mange ting i skuffen. Den første kommer allerede i 2020 i august, og jeg er klar, skriver han.
Selvom linjeløbet i landevejscykling ved OL i Tokyo ikke køres i august, men den 29. juli, er det nok et kvalificeret bud, at det er det, han hentyder til.
Generelt er der ikke meget, der lader til at slå ham ud. Hans opslag på det sociale medie oser af positivitet.
- Her er jeg. Såret, men smilende. Jeg vil gerne takke de mange mennesker, der viste mig deres hengivenhed med støttende meddelelser og opkald.
- Som man kan se, går det okay. Jeg har nogle alvorlige skader, men ikke noget, der ikke kan hele, skriver han.
Det var første gang i De Marchis karriere, at han udgår af en Grand Tour (Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España).