Dyr omgang for profil: Hentede flasker da feltet eksploderede
George Bennett skrev sig selv ud af kampen om topplaceringerne i Tour de France, da han tabte næsten 10 minutter på 10. etape.
Mandag var en blandet dag på Jumbo Visma-holdet, da Wout van Aert vandt 10. etape, mens klassementsrytteren George Bennett tabte 9:41 til blandt andre Geraint Thomas og Egan Bernal.
Ligesom Jakob Fuglsang blev George Bennett sat, da de forreste ryttere udnyttede sidevinden og splittede feltet ad med en imponerende forcering.
- Det var lidt hans egen skyld, fortæller George Bennetts sportsdirektør Frans Maassen til cykelmediet Wielerflits.
George Bennett havde ladet sig falde ned bag feltet for at hente friske forsyninger, men det blev en dyr omgang for newzealænderen.
- Han sad med otte vandflasker på ryggen, da det eksploderede. Sådan en lille mand ville aldrig kunne lukke det hul. Ikke engang Wout van Aert kunne have gjort det.
Det store tidstab betyder, at Bennett er faldet fra 4. til 27.-pladsen i klassementet efter 10. etape. Han er 11:01 efter Julian Alaphilippe i den gule førertrøje og knap ti minutter efter INEOS-favoritterne Geraint Thomas og Egan Bernal.
I samme gruppe sad Bennetts holdkammerat Steven Kruijswijk, der overtager fjerdepladsen i klassementet. Han er 1:27 efter Alaphilippe og blot 15 sekunder efter Geraint Thomas på andenpladsen.
Stærke ryttere splittede forfølgerne
Efter angrebet i sidevinden forsøgte den store forfølgergruppe at indhente de forreste ryttere. På et tidspunkt var forspringet nede på 15 sekunder, men så begyndte det at gå den anden vej – blandt andet fordi de bedste forfølgere kørte så stærkt, at flere simpelthen ikke kunne følge med.
Det fortæller EF-rytteren Michael Woods:
- Groupama-FDJ, Astana og vi kørte virkelig stærkt for at komme tilbage, men desværre var folk som Luis Leon Sanchez for stærke og satte os, da de tog store føringer på bakkerne, og det faldt lidt sammen efter det, siger Michael Woods til Cyclingweekly.
Tirsdag kan feltet samle kræfter efter de første ti etaper. Der er nemlig hviledag, inden Tour de France fortsætter onsdag. 11. etape, der er relativt flad, strækker sig over 167 kilometer.