Tour de France

Fuglsang undrede sig over holdet - nu tager han selv ansvaret

Astana-kaptajnen tager på hviledagen ansvaret for, at han tabte et minut og 40 til sine konkurrenter på 10. etape i Tour de France.

Efter mandagens 10. etape i Tour de France var det helt store spørgsmål, hvordan det kunne ske, at Jakob Fuglsang blev fanget i den forkerte ende af feltet, da det splittede i sidevinden.

Tirsdag er der hviledag i Frankrig, og derfor har der været tid til efterrationalisering i Astana-lejren efter den danske kaptajns tidstab på et minut og 40 minutter til konkurrenterne.

- Vi blev i hvert fald taget lidt med bukserne nede. Det var ærgerligt. Sket er sket, og sådan er det, siger Jakob Fuglsang på hviledagen til TV 2 SPORT.

Det kasakhstanske hold har ifølge den danske kaptajn afholdt et møde, hvor de har aftalt, at det handler om at komme videre og se frem mod den sidste del af Tour de France.

- Det er vigtigt at holde fokus på, at der er masser af cykelløb tilbage, og at det selvfølgelig ikke bliver nemmere at komme på podiet eller komme i nærheden af det. Jeg har i hvert fald ikke givet op endnu og tror ikke, at det er umuligt. Jeg tror stadigvæk på, at det kan lade sig gøre, siger han.

Tager ansvaret trods kritiske udtalelser efter etapen

Efter skuffelsen har Fuglsang også påtaget sig ansvaret for, at han blev fanget på den forkerte side af splittelsen.

- Det er i bund og grund mit eget ansvar at sidde det rigtige sted og træffe de rigtige beslutninger, og det kan nogen gange være svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert i den gældende situation.

Det er også et spørgsmål om resurser. Der må vi bare indse, at INEOS er større end andre

Jakob Fuglsang

Umiddelbart efter etapen var den danske kaptajn ellers ikke bleg for at indrømme og undre sig over, at holdet omkring ham burde have været mere forberedt på, at stedet, hvor feltet splittede, var kritisk og et oplagt sted for feltet til at splitte.

- Ja, vi skulle have set frem. Vi har en mand, der kører ruten igennem og skulle give indikationer på, hvordan vind og vejr er... Der kunne man måske have forudset, at det kunne være et godt sted at splitte på det tidspunkt. Vi sad ikke rigtigt, så der er ikke så meget at gøre ved det, sagde Jakob Fuglsang mandag.

Kan ikke måle sig med INEOS

Flere af hans rivaler var modsat Astana forberedte på, at feltet kunne risikere at splitte på det tidspunkt, hvor Jakob Fuglsang og Astana havde valgt at lave vandpost umiddelbart efter en rundkørsel.

- Der var et punkt i løbet, hvor vejene blev smallere, og hvor der var mulighed for sidevind. Jeg tror, at alle hold måtte have vidst det. Det var teknisk, hvor vejene gik op og ned, og vi vidste, at der ville ske noget, sagde Sir Dave Brailsford, øverste chef hos INEOS, til TV 2 SPORT mandag.

Tirsdag har Jakob Fuglsang og Astana haft tid til at tænke over, om de kunne have gjort noget anderledes. Det kunne der, men det vigtigste for ham og holdet har været at få talt det hele igennem.

- Vi har selvfølgelig snakket om hvilke fejl, der er begået, og om der er noget, vi skal have rettet op på. Men ellers mere at sige: "Okay, vi trækker en streg i sandet her" og slår fast, det var skidt, men vi kan alligevel ikke lave om på det.

Astana-kaptajnen har også hørt, at blandt andre verdens rigeste cykelhold, INEOS, var fuldt ud forberedt på, at der kunne opstå splittelser på netop dét punkt på etapen.

Det betyder dog ikke, at Astana burde have været klar over det samme, mener Fuglsang.

- Det er også et spørgsmål om resurser. Der må vi bare indse, at INEOS er større end andre. Vi har ikke samme resurser og muligheder, som de har. Vi forsøger at få det bedste ud af det, vi har, og de muligheder, som vi har, siger Jakob Fuglsang.

Danskeren ligger inden den sidste halvdel af løbet på en 16.-plads og har tre minutter og 22 sekunder op til den gule førertrøje, Julian Alaphilippe.