Konkurrent endte i grøften - ville selv have gjort som Asgreen
Den danske Tour-debutant Kasper Asgreen spillede med musklerne i fronten af feltet, da Cees Bol fra Sunweb blev sendt en tur i grøften på 10. etape.
Der var kun kørt fem kilometer af mandagens 10. etape, da "dagens udbrud" havde formet sig i front, og de store sprinterhold samt INEOS var godt tilfredse med forløbet.
Derfor forsøgte holdene, heriblandt Deceuninck - Quick-Step, at lave en bred front, hvor de fyldte hele vejen og dermed blokerede for flere angrebsforsøg. En mission, Team Sunwebs hollandske rytter Cees Bol havde i sinde at ødelægge.
Helt ude i højre side af vejen kom han kørende med god fart og forsøgte at presse sig forbi Kasper Asgreen. Den danske Tour-debutant lod sig dog ikke kue, og så måtte Cees Bol en tur i grøften, mens hans forsøg blev neutraliseret. Dagen derpå fortryder Asgreen ikke, at han satte sig i respekt.
- Vi har fået lukket et fint udbrud af sted, som jeg er super godt tilfreds med. Jeg sidder helt ude i højre side af vejen, og som enhver kan se på videoen, er der ikke rigtig mere plads. Så kommer Cees Bol op ved siden af mig og giver en skulder for at få plads til at køre forbi. Så stikker jeg højre ben og højre albue ud for at korrigere balancen på cyklen for ikke at ryge over i ham, der sidder til venstre for mig.
- Jeg har absolut ingen intention om at smide nogen i grøften. Hvis der er plads til at køre forbi, må han med glæde køre forbi, og så vil jeg hellere køre efter ham og neutralisere et angreb mere end at køre nogen i grøften, siger Kasper Asgreen.
Konkurrent forstår Asgreens handling
Hos TV 2 SPORTs cykeleksperter Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard var der ingen tvivl om, at Kasper Asgreens handling var lovlig. Det slog de fast undervejs i kommenteringen. Spørger man manden, der forsøgte at snige sig forbi Asgreen, er der heller ikke sure miner.
Team Sunweb havde en klar plan om at komme med i udbruddet, men pludselig måtte de indse, det var for sent, og pladsen forrest i feltet var ved at forsvinde.
- Jeg prøvede at køre én gang til for at åbne feltet, men der var ikke så meget plads, og Asgreen gjorde så pladsen endnu mindre. Han forsvarede sig i situationen, og jeg endte i grøften. Sådan er det, jeg ville nok have gjort det samme, hvis jeg var i hans situation. I selve situationen var det ikke så fedt at ende i grøften, når man vil af sted i et udbrud, men det er en del af løbet. Der var ikke for alvor fare på færde.
- Jeg tog selv en chance ved at prøve at køre forbi. Jeg vidste, der ville være lidt plads, og han ville prøve at blokere vejen, så jeg var forberedt på det. Selvfølgelig flyttede han skulderen lidt, men han havde hænderne på styret og styrede kun ti centimeter ud fra sin linje. Så tog jeg "kyllingevejen" ud i græsset for at blive på cyklen, fortæller Cees Bol til TV 2 SPORT.
Samtidig slår hollænderen fast, at han så det som en helt normal kamp i feltet, hvor begge ryttere brugte en smule af deres fysik.
- Hvis det bare er en fair kamp skulder mod skulder, så ville jeg hade, hvis vi begge begyndte at græde og kritisere hinanden efter episoden. Vi er i et cykelløb, og så sker sådan nogle ting, slår Bol fast med et smil.
Asgreen: - Ser ikke heldigt ud på billederne
Generelt fornemmer man tydeligt på Bol, at Asgreens handling på ingen måde er noget, der påvirker ham. På TV-billederne kunne man da også se, hvordan Sunweb-rytteren blot trillede tilbage på vejen og ikke brokkede sig yderligere. Og selvom Kasper Asgreen forsvarer sin handling, gav han dog udtryk for mandag aften, at det måske ikke så helt godt ud på TV-billederne.
- Det ser voldsommere ud, end det var, for at være ærlig. Han brokkede sig heller ikke, og det plejer vi ryttere at være gode til, hvis det er over stregen. Men det ser virkelig ikke så heldigt ud på billederne!
- Det var mest for ikke at lave et styrt. Jeg kunne aldrig finde på at skubbe folk i rabatten bevidst! Så vil jeg hellere neutralisere et angreb mere, slog Asgreen fast i sin SMS-dagbog med TV 2 SPORTs reporter Rasmus Staghøj.
Modsat hollandske Cees Bol formåede danske Mads Würtz at komme med i udbruddet, før Asgreen og co. lukkede vejen for flere forsøg. Würtz og hans kompagnoner blev dog hentet mod afslutningen, hvor sidevinden spillede en stor rolle og kostede Fuglsang et tidstab på 1 minut og 40 sekunder.
Cees Bol formåede at holde sig blandt de forreste resten af dagen og kom i mål som nummer 17, mens Sunwebs sprinterhåb, Michael Matthews, blev nummer fire på 10. etape.