Tour de France

Stjerne savner Mørkøv: - Jeg følte mig altid tryg

Michael Mørkøv og Alexander Kristoff var holdkammerater på Katusha-holdet i 2016 og 2017. Nordmanden kan godt savne den tid.

Alexander Kristoff har ikke haft det bedste Tour de France indtil videre, hvor han kun har haft to placeringer i top-10.

Nordmanden har ofte været alene i finalen, hvor han har manglet et leadout, der kunnet placere ham rigtigt og holde ham fremme.

I 2016 og 2017 kørte han på Katusha-holdet, og her mindes han et leadout-tog, der fungerede.

I det spillede Michael Mørkøv en stor rolle, og derfor kunne Kristoff godt have brugt ham i denne Tour.

- Jeg savner ham på holdet. Han er en ven, og jeg snakker fortsat meget med ham i feltet. Jeg følte mig også altid tryg, når jeg sad sammen med Michael i finalen. Han fik mig altid i en god position, siger Alexander Kristoff til TV 2 SPORT.

- Det er lidt ærgerligt, at han er på et andet hold – især når man ser, at de vinder og vinder. Men jeg er glad for, at det går så godt for ham, og jeg under ham succesen, da han er en god ven.

Mørkøv har ikke lavet nogle fejl indtil videre

Alexander Kristoff

Mørkøv er arkitekten

Deceuninck - Quick-Steps sprinter Elia Viviani har én etapesejr indtil videre, men var tæt på nummer to, da han på 7. etape var i en perfekt position, men blev stoppet af en halvfladt dæk. På 10. etape blev Viviani så nummer to efter vinderen, Wout van Aert.

Kristoff erkender også, at Mørkøv og Quick-Step har været imponerende.

- Quick-Step har jo egentlig kørt det bedste leadout hver dag. Mørkøv er arkitekten bag leadoutet, hvor han placerer Maximilliano Richeze og Elia Viviani.

- Han har set stærk ud i denne Tour, og jeg har altid vidst, at han var god. Han er let at få øje på, da han kører i Dannebrog. Mørkøv har ikke lavet nogle fejl indtil videre. Det er kun Viviani, som ikke har levet helt op til forarbejdet endnu, siger Kristoff.

Alexander Kristoff har vundet tre etapesejre i Tour de France. Én i 2018 og to i 2014.