Tour de France

Valgren og Baks hold skifter navn

Dimension Data, der har danske Michael Valgren og Lars Bak på holdet, skifter navn til Team NTT.

Det sydafrikanske cykelhold Dimension Data er i gang med sin sidste sæson under det navn.

I det nye år kommer holdet, der har danske Michael Valgren og Lars Bak på lønningslisten, til at hedde Team NTT.

Det meddeler holdet tirsdag på hviledagen i Tour de France.

NTT er en japansk teknologivirksomhed, der ejer Dimension Data.

Samtidig meddeler Dimension Data, at de unge italienske ryttere Matteo Sobrero og Samuele Battstella, der i år kører for Dimension Datas kontinentalhold af samme navn, bliver rykket op på førsteholdet.

Både Michael Valgren og Lars Bark er i gang med deres første sæson på det sydafrikanske hold.

Men mens førstnævnte vil være at finde i Team NTT-trøjen næste år, så er det uvist med Lars Bak, da han som udgangspunkt kun har kontrakt til og med 2019.

Dimension Data har kørt under samme navn siden 2016. Før det var holdet kendt som MTN-Qhubeka.