Tour de France

Belgier havde glemt alt om sit styrt, da han kom i mål

Jasper De Buyst styrtede og røg i grøften med 10 kilometer tilbage af 11. etape i Tour de France. Det glemte han efter etape, da Caleb Ewan vandt.

Caleb Ewan kunne række næven i vejret efter 11. etape i Tour de France, da han lige akkurat fik kastet sin cykel foran Dylan Groenewegen på målstregen.

Men australieren kom ikke nemt til sejren, da belgiske Jasper de Buyst, der normalt skal køre Ewan frem, styrtede med 10 kilometer til mål og røg en tur i grøften.

Alligevel sejrede Lotto Soudals sprinter, og De Buyst blev så overvældet, da han fik meldingen om, at australieren, som han bor på værelse med, havde vundet.

- Jeg har det godt. Der skete ingenting i styrtet, så der er ingenting. Da jeg hørte, at Caleb havde vundet, så glemte jeg helt, at jeg havde været styrtet. Det var først, da jeg opdagede græsset i mit rygmærke, fortalte De Buyst til TV 2 SPORT og fortalte, at styrtet skete efter en positionskamp.

- Det er en stor lettelse for ham. Jeg har boet på værelse med ham i næsten to uger nu. I går aftes snakkede vi om, at vi håbede på, det ville blive hans sidste nat som en, der ikke har vundet en etape i Tour de France. Så det er fantastisk. Jeg var der ikke, da han gjorde det, men jeg er ligeglad.

Ewan: Jeg kan ikke tro det

Caleb Ewan forklarer, at han blev sat langt tilbage, da De Buyst røg i grøften, da han sad lige efter ham. Men et godt samarbejde fik bragt ham tilbage, og det gav altså en sejr i sidste ende.

- Med 10 kilometer tilbage af etapen blev jeg fanget bag min holdkammerat Jasper, som styrtede. Så jeg var virkelig helt tilbage i feltet. Roger (Kluge, red.) kom tilbage efter mig, og han tog mig nærmest fra det bagerste af feltet til Groenewegens hjul i de sidste par kilometer. Jeg havde lidt tid til at restituere, og heldigvis havde jeg benene til sidst.

- For at være ærlig så kan jeg ikke tro på det. Jeg har været tæt på i de sidste fire spurter. Mit hold mistede aldrig troen på mig, og jeg mistede aldrig troen på min spurt. Jeg vidste, at hvis alt flaskede sig, kunne jeg være den hurtigste. Og i dag viste jeg det.

En drengedrøm, der går i opfyldelse?

- Helt sikkert. Der er intet andet løb, jeg har drømt om at vinde, siden jeg var en dreng. Tour de France var så fjern fra en australier, og noget vi så på tv. Jeg kan ikke tro, jeg er her, og så at vinde en etape er en drøm, der går i opfyldelse.

Det er Caleb Ewans første etapesejr i Tour de France, da han første sin første udgave.