- Det lykkedes ikke helt, siger Jakob Fuglsang om ny taktik

Jakob Fuglsang kom helskindet igennem 11. etape af Tour de France uden tidstab, og det var han tilfreds med.

11. etape var den første test for Astana-mandskabet efter den katastrofale dag i sadlen, hvor Jakob Fuglsang tabte et minut og 40 sekunder til mange af sine konkurrenter.

Inden onsdagens etape havde holdet ændret taktik, der skulle forsøge at organisere tingene bedre omkring holdets danske kaptajn. Indsatsen efter den første skoledag er godkendt, men heller ikke mere end det ifølge Jakob Fuglsang.

- Det lykkedes ikke helt 100 procent, men jeg synes, det var bedre i dag. Vi sad mere sammen. Specielt i starten. Og så er det klart, at når det til sidst begynder at blive lidt kaos, kan det godt være svært at sidde alle mand sammen, siger Jakob Fuglsang efter lidt betænkningstid til TV 2 SPORT.

Der var ikke de store farer, og de sidder rigtigt, da styrtet sker. Det var mere sådan nogen ting, der kunne ske i dag.
Fuglsang sidder ret alene på de sidste fem kilometer og klarer sig inden for trekilometermærket, så der ikke er de store farer på færde, men en lille smule alene. Jeg kunne godt tænke mig, der var en rytter omkring ham.

Med 31 kilometer til mål opstod der et styrt midt i feltet i højre side, og her sad den 34-årige klassementsrytter så langt fremme, at det skete bag ham.

- Der var selvfølgelig nogle tidspunkter, hvor jeg tænkte, at jeg sad lidt alene. Ikke at der var fare på færde. Men så måtte jeg kalde på dem i radioen. Sådan er det, siger Jakob Fuglsang, som også selv har taget ansvaret for mandagens skuffelse.

Kollega ser også fremgang

Undervejs på etapen var Fuglsang flere gange godt pakket ind, men da det spidsede til på afslutningen, måtte han selv klare at holde sig ude af problemer, indtil trekilomtermærket.

Hans danske kollega Trek Segafredo-rytteren Mads Pedersen, der gæstede TV 2’s Tour-studiet onsdag, godkender også Astanas indsats onsdag, men der er stadig et stykke til topkarakter.

- De gør det bedre i dag, og man ser Magnus Cort i front med 25 til mål. Lutsenko sidder der også. Men de mangler stadig en smule. De er på vej til at gøre det rigtigt, men han mangler lige de sidste par gutter. Der er to-tre stykker, der hjælper ham, og resten mangler, siger Trek Segafredo-rytteren Mads Pedersen, der gæstede TV 2’s Tour-studiet onsdag.

Power i begge ben

Siden sit styrt på 1. etape i årets Tour de France, har Jakob Fuglsang dag for dag mærket fremgang i sit højre knæ. Dagen efter hviledagen var der også grund til optimisme, inden Pyrenæerne venter torsdag.

- Jeg følte mig godt kørende i dag og følte, der var ved at komme power tilbage i begge ben, så jeg tror på, at jeg nok skal være klar til bjergene. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå.

Tænker du på at gå i offensiven allerede i morgen (torsdag)?

- Nej, ikke lige i morgen. Nedkørslen er lidt lang, men vi ved aldrig. Vi får at se.

Jakob Fuglsang bevægede sig en plads op i klassementet, efter at Giulio Ciccone smed 12 minutter og tre sekunder efter at være indblandet i et styrt. Dermed går danskeren ind til Pyrenæerne på 15.-pladsen med tre minutter og 22 sekunder efter løbets gule førertrøje, Julian Alaphilippe.

Den australske sprinter kom fra baghjul, men det var lige akkurat nok til at vinde foran hollandske Dylan Groenewegen. Video: TV 2 SPORT