Tourens yngste skulle efter planen udgå i dag – nu afventer holdet
Det var ikke planen, at belgiske Jasper Philipsen skulle køre mere end 11 etaper i Tour de France. Men det kan nu blive ændret.
Med sine 21 år er belgiske Jasper Philipsen den yngste rytter i Tour de France-feltet.
Derfor er hans arbejdsgiver, Team UAE Emirates, opmærksomme på ikke at køre belgieren død med det samme. Derfor var det meningen, at han skulle udgå efter 11. etape, da de flade etaper er få i de næste mange dage.
Men inden etape fortæller han selv, at det ikke er sikkert, at han forlader løbet.
- Det er muligt, at jeg fortsætter. Vi ser på det efter i dag. Vi analyserer på min situation med den medicinske stab, hvordan mit helbred er, og så tager vi en beslutning. Men jeg ved det ikke endnu, for vi har ikke taget en beslutning, siger Jasper Philipsen til TV 2 SPORT.
- Hvis jeg udgår, handler det også om, at holdet vil undgå, jeg brænder ud. Jeg er stadig ung, 21 år, og det var ikke planen at køre Touren. Holdet ved, hvad de gør med mig, og hvis de siger, det er bedre at udgå, så respekterer jeg beslutningen. Jeg får rigeligt med chancer for at nå Paris i fremtiden.
Efter 4. etape fortalte holdets sportsdirektør Neil Stephens ellers, at den unge rytter skulle spares.
- Vi er godt tilfredse med det, han har gjort, men den oprindelige plan er, at han ikke skal være her i mere end 11 dage. Vi er virkelig nødt til at tage det dag for dag, påpeger Stephens og slår fast, at Philipsen under ingen omstændigheder kommer til at være med hele vejen til Paris.
- En god oplevelse
Belgieren har i dette Tour de France haft til opgave at køre Alexander Kristoff frem til massespurterne.
Men Philipsens leadout er kikset et par gange, og det har betydet, at han har kørt sine egne chancer.
På 7. etape fik han en femteplads, imens han på 10. etape fik en sjetteplads. Og derfor ser han kun tilbage på den første uge med gode minder.
- Indtil videre har det været en god oplevelse. Når jeg forlader Touren og kommer til at se tilbage, vil jeg være en masse erfaringer rigere, siger Jasper Philipsen.