Favorit til dagens etape 'meget bekymret': - Jeg skal bare gennemføre

16x9
Michael Woods har problemer forud for 12. etape. Foto: Miguel Riopa / Scanpix Denmark

EF Education har været ramt af flere styrt under årets Tour de France, og nu ser det ud til, det også får betydning for holdets profil Michael Woods.

Den 32-årige canadier Michael Woods lå i den første tredjedel af Tour de France godt til i klassementet, inden et styrt på 8. etape kostede næsten et kvarter til de store favoritter.

Alligevel var det forventet, at Woods ville gøre sig gældende på nogle af bjergetaperne, men den plan ser nu ud til at være forpurret efter endnu et styrt på 11. etape.

Hos bookmakerne og flere eksperter var Woods ellers udråbt til en af favoritterne på dagens 12. etape, men den melding skyder hovedpersonen hurtigt til jorden, da TV 2 SPORT fanger ham kort før etapestart:

- Jeg vil sige: Lad være med at spil dine penge på mig. Jeg havde en hård dag i går, hvor jeg var involveret i et styrt. Jeg stod der egentlig bare, men så blev jeg ramt bagfra og faldt, så jeg landede på min radio. Jeg er ikke sikker på, om jeg har brækket et ribben, men det gør ret ondt i dag. Vi tager røntgen efter etapen, så det store mål er bare at gennemføre etapen.

- Heldigvis er der et langt stykke, før vi rammer første store bjerg, så jeg har en god mulighed for at få løsnet kroppen lidt op. Jeg har det okay, når jeg sidder ned, men det er vanskeligt at stå op i cyklen. Det første bjerg bliver en stor udfordring, men hvis jeg kan komme med over, så har vi enkeltstarten i morgen, hvor jeg kan slappe lidt af og forhåbentlig være klar igen om fire-fem dage, siger Michael Woods.

Etapeprofilen byder på forholdsvis flade veje de første 130 kilometer, inden feltet skal over to kategori 1-stigninger på de sidste 80 kilometer.

Lykkes det Woods at gennemføre dagens etape, så venter der altså en enkeltstart, inden der lørdag og søndag er to store bjergetaper på programmet. Og netop udsigten til de store bjergetaper bekymrer Michael Woods, når han skal vurdere muligheden for at fortsætte i løbet.

- Jeg er meget bekymret. I Grand Tours bliver jeg altid bedre langt inde i løbet, og jeg gør det bedre i den tredje uge, med mindre jeg er ramt af skader eller sygdom. Når jeg har den her skade, så er det svært at være ligeså optimistisk, slutter Woods.

EF Education har stadig Rigoberto Urán liggende på en 12.-plads i klassementet - 3 minutter og 18 sekunder efter Julian Alaphilippe i førertrøjen.