Tour de France

Hold får bøde - hjælper gik ind foran i udbrud

Greg van Avermaet var tæt på at ramme en Bora-Hansgrohe-soigneur på 12. etape i Tour de France. Soigneuren røg en tur i asfalten.

Det kan være farligt at aflevere en drikkedunk midt inde i udbruddet, når der sidder mange mand samlet.

Det måtte både en soigneur fra Bora-Hansgrohe og Greg van Avermaet fra CCC sande på 12. etape i Tour de France. Den olympiske mester var tæt på at ramme ind i Bora-manden, men de undgik med nød og næppe hinanden.

- Pludselig stod han foran mig på vejen, og jeg prøvede at svinge uden om ham. Han ænsede slet ikke, at der kom andre. Han fokuserede bare på at aflevere flasken og så ikke, at jeg kom bagefter, sagde Greg van Avermaet efter etapen til de ventende journalister.

- Han afleverede flasken midt inde i feltet, så selvfølgelig var der andre også. Heldigvis røg jeg ikke ned på grund af det, men jeg blev lidt frustreret i øjeblikket - især når man allerede har det hårdt på stigningen.

Soigneuren var den, der slap mindst heldigt fra det, da han snublede, faldt bagover og slog sit hoved ned i asfalten.

Bora-Hansgrohe fortæller dog efterfølgende, at han er sluppet nådigt fra det.

- Han har det ok. Han har slået sit hoved, men har fået lidt is på og har det fint, oplyser Bora-Hansgrohes pressechef Ralph Scherzer til TV 2 SPORT.

Efter etapen blev Bora-Hansgrohe tildelt en bøde på 3370 kroner og har efterfølgende undskyldt for episoden via Twitter.

Avermaet: Skal gøre det bedre næste gang

Der gik lang tid, før Greg van Avermaet og 39 andre kom afsted på dagens etape. Og derfor var det også en ekstra udmattet belgier, der rullede i mål.

- Det var en virkelig hård etape, og det var svært at ramme udbruddet, men heldigvis kom Serge (Pauwels, red.) og jeg med.

- Men jeg indså, at der var en masse sprintere med, og at det ville blive svært at vinde etapen. Jeg prøvede at gøre mit bedste på stigningen, men jeg kunne ikke følge med. Min sprint til sidst var heller ikke god nok, og den skal jeg nok arbejde på, siger Van Avermaet.

Greg van Avermaet blev nummer blev nummer 11 på etapen, imens Serge Pauwels blev nummer 13. Simon Yates fra Mitchelton-Scott kom først over stregen.

Simon Yates tog sin første Tour de France sejr efter en flot spurt. Video: TV 2 SPORT