Tour de France

Indbrud hos Tour-hold - fik stjålet værdier for 350.000 kroner

Lotto Soudal har fået en kedelig overraskelse under Tour de France. Onsdag var der indbrud på holdets hotel.

Få timer efter Lotto Soudals anden etapesejr i Tour de France fik holdet sig en grim overraskelse.

En eller flere gerningsmænd har begået indbrud på et af holdets hotelværelser i Toulouse, og det var en særdeles udbytterig aktion.

Lotto Soudal bekræfter tyveriet over for TV 2 SPORT. Holdets pressechef uddyber, at der er blevet stjålet genstande for en samlet værdi af cirka 350.000 kroner.

- Omkring klokken 21 var der indbrud hos holdets kameramand. Politiet kom talstærkt frem til hotellet, og de har taget sagen meget alvorligt, fortæller Arne Houtekier, pressechef for Lotto Soudal, til TV 2 SPORT.

Der er ikke blevet stjålet nogen cykelrelaterede ting. Derfor bør indbruddet ikke have indflydelse på holdets deltagelse i Tour de France.

- Gerningsmanden har måske fulgt efter kameramanden, da han lagde ting ind på sit værelse. Og da han kom tilbage, var tingene væk.

Blandet stemning

Som nævnt var det en kedelig afslutning på en ellers god dag for Lotto Soudal. Få timer inden indbruddet havde tour-debutanten Caleb Ewan sprintet sig til sin første etapesejr i verdens største cykelløb.

Derfor var der ifølge Arne Houtekier en lidt blandet stemning på hotellet, da indbruddet var blevet opdaget.

Den australske sprinter kom fra baghjul, men det var lige akkurat nok til at vinde foran hollandske Dylan Groenewegen. Video: TV 2 SPORT

Det var Lotto Soudals anden etapesejr i årets Tour de France. På 8. etape sikrede Thomas De Gendt den første etapesejr, da han kørte alene i mål efter at have siddet i udbrud hele dagen.

Thomas De Gendt sikrer en spektakulær sejr. Video: TV 2 SPORT

Torsdag venter 209,5 kilometer, hvor to kategori 1-stigninger udgør højdepunkterne. Fredag er der enkeltstart i Pau, inden både lørdag og søndag byder på bjergetaper. Find alle etapebeskrivelserne her.