Derfor skiftede fransk stjerne cykel undervejs

Romain Bardet havde planlagt at skifte cykel 15 kilometer inde på Tour de Frances enkeltstart, og den plan gav ikke succes.

Midt på 13. etape stod AG2R-stjernen Romain Bardet af sin cykel. Ikke for at stå af, og ej heller på grund af mekaniske problemer.

Inden enkeltstarten havde hans hold nemlig planlagt, at kaptajn Bardet skulle indlede etapen på en almindelig cykel og undervejs bytte den ud med en enkeltstartscykel i takt med, at terrænet fladede ud.

- Cykelskiftet var den bedste løsning for mine fysiske evner, men enkeltstarten gav mig ikke, hvad jeg håbede, siger Romain Bardet ifølge Wielerflits.

'En forfejlet taktik'

Den 28-årige franskmand tilhører feltet af Tour de Frances forhåndsfavoritter, og af dem var han den eneste, som valgte cykelskiftsstrategien.

Derfor fremkaldte det hævede øjenbryn hos TV 2 SPORTs cykeleksperter, der ikke helt kunne forstå, hvad der foregik, da den tidligere Tour de France-toer pludselig holdt ind til siden. Da det til sidst gik op for Chris Anker Sørensen, at der var tale om et planlagt cykelskift, var han da også hurtig til at drage konklusioner.

- Det er en forfejlet taktik, lød det kortfattet.

Den tidligere professionelle cykelrytter Paus Voß bemærkede, at Bardet lagde ud på en almindelig cykel, og han var heller ikke imponeret.

- Hvorfor kører Romain Bardet på en landevejscykel på en 45-47 km/t-enkeltstart? De interesserer sig åbenlyst ikke for enkeltstarter på AG2R, skrev han på Twitter.‏

Tabte mere tid end forventet

Det var der måske en god grund til, at ingen af hans rivaler benyttede sig at samme strategi.

Det gik nemlig langt fra optimalt for den lille franskmand, der endte som nummer 39 og tabte to minutter og 26 sekunder til etapevinder Julian Alaphilippe.

- To minutter er meget, siger hans sportsdirektør Julien Jurdie til Liberation.

Undervejs sad sportsdirektøren ellers ikke med en dårlig fornemmelse.

- Vi troede, vi gjorde det meget bedre. Vi havde regnet med et tab på omkring et minut, så det er klart, at vi er skuffede.

Vil genfinde formen

Med endnu et tidstab ligger Romain Bardet på en 17.-plads fem minutter og 46 sekunder efter sin førende landsmand, Julian Alaphilippe. Håbet om succes ved Touren, der indtil videre ikke har været en positiv oplevelse, lever dog fortsat.

- Jeg vil fortsætte denne Tour med at være offensiv. Mit mål er at genfinde mit niveau fra de tidligere år, siger Romain Bardet, som blev nummer to i 2016 og nummer tre året efter.

Han kan passende finde de bjergben, vi kender ham for, frem lørdag, hvor der venter en stor bjergetape i Pyrenæerne.