Stjerne færdig i Touren - opereret for dybt kødsår

Wout van Aert er ude af årets Tour de France, efter han styrtede med 1,1 kilometer til mål på 13. etapes enkeltstart. Fredag aften blev han opereret.

13. etapes største favorit var på vej mod fantomtid, men pludselig blev det mindre vigtigt.

Med 1,1 kilometer til mål styrtede den belgiske enkeltstartsmester, Wout van Aert, i høj fart rundt i et sving og blev liggende i asfalten i flere minutter.

Heldigvis var den uheldige belgier ved bevidsthed og fik hurtigt behandling.

Fredag aften meddeler holdets ledelse, at Wout van Aert har gennemgået en operation for et dybt kødsår.

- Han vågner nu. Alt er syet op, det var et stort kødsår. Vi må se, hvor lang tid det vil tage. Han skal mindst blive her i nogle dage, siger holdleder Mathieu Heijboer ifølge NOS.

Flere styrt

Styrtet skete i et højhastighedssving, hvor det så ud til, at hans enkeltstartsstyr rev sig fast i banden langs barrieren.

Wout van Aert var i gang med sit første Tour de France og vandt mandagens 10. etape. Han var spilleselskabernes med afstand største favorit til at vinde fredagens enkeltstart.

Belgieren er ikke den eneste, der styrtede på fredagens enkeltstart. Den schweiziske enkeltstartsmester, Stefan Küng, samt den stærke tysker Maximilian Schachmann kom også galt af sted, men kunne begge gennemføre etapen.

Senere måtte tyskeren dog opgive at fortsætte i årets løb, da han havde brækket tre fingre.

Asgreen advarer rivaler

Wout van Aert var på vej mod at sætte hurtigste tid i mål og henvise danske Kasper Asgreen til andenpladsen.

Det skete som bekendt ikke, og det ærgrer Kasper Asgreen, som fulgte med, da det slemme styrt skete.

- Ked af at se Wout van Aert styrte på den måde. Det sving er meget drilsk. Pas på, gutter, skriver han på sin Twitter.