Rolf Sørensen jubler: Seks kan vinde Touren - det er helt åbent

Svagheden hos Team INEOS er en af de store årsager til, at kampen om den gule trøje er så spændende i år, mener eksperter.

Angreb fra nogle af de største profiler. En forsvarende vinder i problemer. Det samme med rytteren i førertrøjen.

De tre ting var opskriften på en mindeværdig etape i Tour de France.

Det mener TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Jeg synes, vi så en fantastisk etape, hvor der virkelig blev gået til stålet, lyder det fra eksperten.

Imponerende franskmand

Etapen blev kickstartet med et udbrud med blandt andet profiler som Dan Martin, Romain Bardet, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali.

På næstsidste stigning angreb Mikel Landa og Jakob Fuglsang fra feltet, hvor kun førstnævnte formåede at komme væk. Han endte til sidst på etapen med at få selskab af Thibaut Pinot, som mod slutningen satte alle de andre favoritter op ad finalestigningen.

Det er det mest spændende Tour de France, jeg har set i mange år

Rolf Sørensen, cykelekspert på TV 2 SPORT

- Pinot var virkelig imponerende. Lige nu har han skrevet sig ind som den største favorit til at vinde Touren. Han virker til at være ustyrlig på stigningerne.

- Jeg tror, der er rigtig mange, der er nervøse for, hvordan de får skovlen under ham på de her meget hårde Alpe-etaper, der venter i næste uge, vurderer Chris Anker Sørensen.

Helt åbent i toppen

Det er ikke kun 15. etape, der imponerer cykeleksperten.

For den understregede blot, at årets udgave af det franske cykelløb er noget helt specielt. Kun 2 minutter og 14 sekunder adskiller de seks øverste ryttere i klassementet efter 15 etaper.

  1. Julian Alaphilippe
  2. Geraint Thomas +1.35 minutter
  3. Steven Kruijswijk +1.47
  4. Thibaut Pinot +1.50
  5. Egan Bernal +2.02
  6. Emanuel Buchmann +2.14

- Jeg kan ikke huske en Tour, hvor der der er så åbne spørgsmål om, hvem der egentlig skal vinde Touren. Jeg synes, det er super fedt, og det så man også i dag (søndag, red.), hvor der virkelig var noget godt cykelløb, siger Chris Anker Sørensen og får opbakning af en anden cykelekspert.

- Det er det mest spændende Tour de France, jeg har set i mange år. Jeg er dybt imponeret over den måde, der bliver kørt på, og der er seks mand, som kan vinde Tour de France. Det er helt åbent, vurderer Rolf Sørensen.

INEOS er sårbare

Noget af spændingen skyldes især, at Team INEOS - tidligere Team Sky - ikke har været så altdominerende, som de plejer.

Geraint Thomas har tabt tid på de seneste to bjergetaper i Pyrenæerne.
Geraint Thomas har tabt tid på de seneste to bjergetaper i Pyrenæerne. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

En rytter fra holdet har vundet seks ud af de sidste syv udgaver af løbet, og det har været på en så kontrollerende måde, at de har fjernet angrebsiveren fra de andre hold. Men ikke i år.

- Vi ser mand-til-mand-duellerne, som vi sjældent ser. Team INEOS er sårbare. Selvom de stadig ligger lunt i svinget, er de mere mærket, end jeg nogensinde har set, pointerer Rolf Sørensen og suppleres af Chris Anker Sørensen.

- Den her åbenhed i løbet gjorde, at der var så mange mulige taktiske udspil. Det var ikke bare Team INEOS, der ligesom andre år har sat sin hårde hånd om løbet. og hvor der ikke har været den samme spænding.

De næste bjergetaper kommer i Alperne i næste uge på 18., 19. og 20. etape. Det kan du læse mere om her.