Alaphilippe viste de første svaghedstegn: - Jeg betalte prisen

Julian Alaphilippe er fortsat i den gule førertrøje, men afstanden til forfølgerne blev mindsket på den hårde 15. etape i Pyrenæerne.

Træerne voksede ikke ind i himmelen for den store klassementsoverraskelse i årets Tour de France.

Julian Alaphilippe har imponeret alt og alle de seneste dage, hvor han fredag vandt enkeltstarten, mens han lørdag udbyggede sit forspring til Geraint Thomas på andenpladsen i Pyrenæerne.

Søndag kunne han så ikke sidde med forfølgerne i klassementet, da Tour-feltet skulle over tre kategori 1-stigninger.

- Det var ikke let. Jeg havde det godt hele dagen, men i finalen betalte jeg prisen for mine anstrengelser, siger Alaphilippe til Sporza.

Forventede tidstab

Allerede på 3. etape brugte Alaphilippe masser kræfter, da tog sin første etapesejr i årets Tour.

Her kørte han sig også i den gule førertrøje, men det var ikke ventet, at han ville beholde den, når de alvorlige bjergetaper kom.

Han kører altid på entusiasme og intuition og har svært ved at køre defensivt

Tom Steels, sportsdirektør

Det gjorde han dog, og selvom hans forspring søndag blev mindsket fra to minutter og to sekunder til godt halvandet minut, sidder den gule førertrøje stadig på franskmanden.

- Jeg måtte kæmpe for trøjen, og jeg er glad for, den stadig sidder på mine skuldre. Jeg forventede at tabe tid, så jeg er ikke overrasket, siger Alaphilippe.

Skal tale med sportsdirektøren

Julian Alaphilippe har i år vundet to Tour-etaper, en etape i Critérium du Dauphiné samt endagsløbene Flèche Wallonne og Strade Bianche.

Han er kendt som en stærk offensiv rytter, men nu skal han lære noget nyt, efter han søndag forsøgte at gå med, da Thibaut Pinot angreb favoritgruppen med seks kilometer til mål.

- Jeg frygtede, at det blev fuldstændig nyttesløst, hvis han nu måtte slippe. Men han begrænsede skaderne, siger Deceuninck - Quick-Steps sportsdirektør Tom Steels til Sporza.

- Han kører altid på entusiasme og intuition og har svært ved at køre defensivt. Vi er nok nødt til at snakke om det.

Toppen af klassementet blev endnu mere kompakt efter 15. etape, hvor sølle 2 minutter og 14 sekunder adskiller 1.- og 6.-pladsen.

Forude venter to mere eller mindre flade etaper, før Touren skal afgøres i Alperne på 18., 19. og 20. etape.

- Jeg gav alt i dag, og nu skal jeg prøve at komme mig. Jeg gentager: Alt, der sker fra nu af, er en bonus for mig. Det er fantastisk med endnu en dag i gult, siger Alaphilippe.

- Hvis jeg bliver ved med at tabe tid, er det ikke nogen skuffelse. Det skal alle forstå. Det bliver meget svært i Alperne, så nu må vi se, hvad der sker.