De kører Tour-ruten igennem og maler vulgære tegninger om

Tour de France-arrangørerne har ansat folk til at male uønskede ting på asfalten over, inden rytterne når dertil.

Asfalten på de franske veje bliver for en stund forvandlet til lærreder, når Tour de France kommer forbi.

Med kridt og maling kan cykelglade tilskuere udtrykke sig på asfalten, hvor de typisk enten skriver favoritrytterens navn eller maler en af løbets berømte trøjer på vejen.

Alt er dog ikke harmløst som "Kom så, Valgren", "Flyv, Fuglsang" eller en gul trøje.

Derfor ”censurerer” Tour de France-arrangøren, Amaury Sport Organisation (ASO), tegninger af eksempelvis kønsdele eller bandeord. Til det har de ansat et hold udstyret med malerspande og pensler.

De kører et stykke foran rytterne på ruten, hvor de effektivt og kreativt forvandler eksempelvis en tegning af en penis til en ugle eller en sommerfugl.

- Vi prøver at få det til at ligne noget andet, så publikum ikke skal se en kønsdel. Der er mange i bjergene, men vi prøver at skjule motivet, lyder det fra en af mændene bag de redigerede tegninger.

Hollandske NOS har været på tur med franskmændene med det specielle job. Se videoen øverst i denne artikel.

To mand på vigtigt arbejde.
To mand på vigtigt arbejde. Foto: NOS