Tour de France

- Det var frustrerende, siger Geraint Thomas om nyt styrt

Geraint Thomas er sluppet med overfladiske skrammer, da han styrtede på grund at problemer med gearene på sin cykel.

Der var ingen fare på færde, da den forsvarende Tour de France-vinder, Geraint Thomas, pludselig styrtede på 16. etape.

Med omkring 130 kilometer til mål røg han ned i et sving. Styrtet skete på grund af problemer med cyklen, fortæller waliseren efter etapen.

- Jeg holdt på styret, da gearene sprang og sad fast, og så faldt jeg af cyklen rundt i svinget.

- Det var ærligt talt en virkelig freak incident, siger Geraint Thomas på INEOS-mandskabets hjemmeside.

Geraint Thomas var hurtigt på cyklen igen og var efterfølgende kortvarigt forbi det britiske holds læge. Her fik han renset sine sår. Status er da også kun overfladiske skrammer og irritation.

- Selvfølgelig var det frustrerende.

- Jeg rev et gammelt ar af, så der var selvfølgelig blod.

Hans sportsdirektør Nicolas Portal fortæller også, at holdet er heldige med, at Geraint Thomas ikke fik større skrammer.

Wiggins: Ikke godt for de kommende etaper

Den tidligere Tour de France-vinder og Sky-rytter Bradley Wiggins blev bekymret, da han fandt ud af, at Geraint Thomas styrtede på grund af problemer med gearene.

Det kan nemlig godt risikere at sidde i baghovedet på de resterende fem dage i årets løb.

- Det er ikke godt, og det giver ikke meget tillid, siger Bradley Wiggins til Eurosport.

- Det her kan ske når som helst, og forestil dig, hvis det skete for Geraint i bjergene. Han kunne tabe Touren, hvis det skete.

Selve styrtet er Wiggins ikke bekymret for. Det har Thomas prøvet før – endda allerede to gange tidligere i årets Tour.

- Vi ved, hvor mentalt stærk Geraint er. Han vil være øm i morgen, men han er vant til det. Han er kongen af styrt.

Geraint Thomas er nummer to i løbet 1 minut og 35 sekunder efter Julian Alaphilippe.