En flaske på vejen startede kædereaktionen, der sendte Fuglsang ud af Touren

Wanty-rytteren Andrea Pasqualon ramte en flaske med 27 kilometer til mål, og det startede den kædereaktion, der fik Jakob Fuglsang til at styrte.

Jakob Fuglsangs Tour de France-drøm sluttede på 16. etape.

Danskeren kunne ikke undgå at styrte, da flere ryttere foran ham væltede. Andrea Pasqualon fra Wanty - Groube Gobert fortæller, at han var det første led i kæden, da han ramte en flaske, der lå på vejen, og kunne dermed ikke undgå at ryge i asfalten.

Efter ham styrtede flere andre ryttere, inden det blev Fuglsang, som skrabede hen ad den ru asfalt.

- Desværre styrtede jeg med 30 kilometer igen. Jeg røg ned med over 50 kilometer i timen på grund af en flaske. Heldigvis skete der ikke så meget skade, men det tog mig mere end 10 kilometer at komme tilbage til feltet igen, hvilket kostede en masse kræfter, siger Andreas Pasqualon til holdets hjemmeside.

Den italienske sprinter kom tilbage til feltet igen og fik spurtet sig ind på en tiendeplads.

Fuglsang: Jeg vidste, at Touren var ovre

Som videoen over artiklen viser, styrter Andrea Pasqualon langt fremme i feltet, da rytterne kører forbi en rundkørsel.

Jakob Fuglsang selv opfattede ikke, at det var en italieneren, der startede det hele.

- En eller anden styrtede foran mig, og det var umuligt at undgå det, så jeg røg henover styret. Min hånd hævede op med det samme, og jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Jeg vidste med det samme, Touren var ovre, siger Jakob Fuglsang til Astanas hjemmeside.

Kædereaktion efter styrt

Ifølge cykelekspert Frank Høj var Jakob Fuglsang prisgivet.

- Der er en Wanty-rytter, der styrter i højre side af feltet, og det sætter en kædereaktion i gang, siger Høj.

- Jeg synes, Jakob sidder i den position, han skal. Han sidder ikke for langt nede, og det er ikke, fordi han ikke er koncentreret. Han sidder, hvor han skal. Som klassementsrytter skal man altid være opmærksom, og det er han også. Det er tæt på finalen, så det her kan man bare ikke forberede sig på. Det er sort uheld.

Der var ingen tv-billeder af, at Fuglsang røg i asfalten.

Jakob Fuglsang er ude af dette års Tour de France efter styrt. Her ses hans vej fra styrtet og hen til hospitalet. Video: TV 2 SPORT

Kort efter styrtet fortalte Serge Niamke, holdlæge hos Astana, at de forventede brud på hånden, men røntgenundersøgelsen viste ingen brækkede knogler.

- Han har mange sår på hele kroppen. Især på sin venstre hånd. Han kunne ikke fortsætte efter styrtet. Der er ingen brud i hans hånd eller knæ, men han har ondt. Han var skadet i hele kroppen, så det gav ingen mening at fortætte. Det er den rette beslutning at stoppe. Det er en stor skam for ham.

Serge Niamke tør ikke spå om, hvornår Fuglsang er tilbage på cyklen.