Tour de France

- Jeg vidste med det samme, at min Tour var slut, siger Fuglsang

Det var holdlægen, som besluttede, at Jakob Fuglsang ikke skulle fortsætte i dette års Tour de France.

Jakob Fuglsang har for første gang sagt ord, efter han styrtede og måtte udgå af Tour de France på 16. etape.

- Jeg er virkelig skuffet over at måtte forlade Touren på denne måde, men jeg havde for mange smerter til at fortsætte.

- En eller anden styrtede foran mig, og jeg kunne på ingen måde undgå det, så jeg røg hen over styret. Min hånd hævede med det samme, og jeg kunne knap stå på benene. Jeg vidste med det samme, min Tour var slut, siger han til Astanas hjemmeside.

Jakob Fuglsang fortæller desuden, at han var meget motiveret forud for de kommende Alpe-etaper. Her håbede han, at han kunne forbedre sin niendeplads i klassementet.

- At dette skal være årsagen til, at jeg glipper denne kamp, er meget skuffende.

- Nu vil jeg fokusere på at komme mig både fysisk og mentalt, fordi Touren var et stort mål efter mine sejre i Liège (Liège-Bastogne-Liège, red.) og Dauphiné (Criterium du Dauphiné, red.), siger han til Astanas hjemmeside.

Han var skadet i hele kroppen, så det gav ingen mening at fortætte

Serge Niamke, læge hos Astana

Fik klar besked fra lægen

Astanas læge, Serge Niamke, uddybede over for TV 2 SPORT tilstanden hos danskeren.

- Jakob har det fint. Han har mange sår på hele kroppen. Især i sin venstre hånd. Der er ikke noget brækket i hans hånd eller i hans knæ, men han har ondt.

- Det er en skam for ham og for holdet. Men han er OK, og det er det vigtigste.

- Han snakkede med løbslægen, og han havde store sår på sin venstre hånd. Så vi tog ingen chancer. Holdlægen sagde, at han skulle stoppe.

- Han var skadet i hele kroppen, så det gav ingen mening at fortsætte. Det er den rette beslutning at stoppe, siger Niamke, som slog fast, at der ikke var nogen hovedskader hos Fuglsang.

Andet styrt i løbet

Det var med cirka 27 kilometer tilbage af 16. etape, at Fuglsang styrtede og måtte udgå af Touren.

Jakob Fuglsang efter sit styrt på 16. etape.

Fuglsang styrtede også på 1. etape, hvor han fik et alvorligt slag på højre knæ, blev syet i øjenbrynet og fik en mindre hjernerystelse.

Det er anden gang, at han udgår af Tour de France. Første gang var i 2017, hvor han også fik et brud. Hans bedste placering i løbet var en syvendeplads i 2013.