Tour de France

- Det var en fantastisk fornemmelse, siger Asgreen

Kasper Asgreen blev nummer to på 17. etape, efter han satte et angreb ind cirka 10 kilometer fra mål.

Kasper Asgreen bliver ved med at imponere i sin Tour de France-debut.

På 17. etape var han del af et stort udbrud, og han endte med at krydse målstregen som nummer to.

- Det var en fantastisk fornemmelse at køre med om sejren i mit første Tour de France. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg startede i Bruxelles for et par uger siden, siger han til TV 2 SPORT.

Er du mest ærgerlig over at glippe sejren eller glad for andenpladsen?

- Andenpladsen. Den er jeg rigtig glad for.

Tre danskere i udbrud

Det var ellers ikke meningen, at danskeren skulle i udbrud på den 200 kilometer lange etape. Da en masse ryttere forsøgte at køre af sted, sad han tilfældigvis forrest i feltet.

Kort efter knækkede feltet, og ved et tilfælde var han kommet med i det 34 mand store udbrud.

Det samme var de to landsmænd Magnus Cort og Christopher Juul Jensen, men førstnævnte fik en punktering tidligt og blev sat, mens Juul Jensen havde en bundet rolle i at hjælpe Matteo Trentin.

Angreb på stigning

Netop Tretin vandt etapen, efter han kørte fra den resterende del af udbruddet ved bunden af kategori 3-stigningen med 15 kilometer til mål.

- Han kom væk, da der ikke var nogen, der ville føre. Jeg havde gjort det samme som ham, fordi han udnyttede et godt moment. Det var svært at køre med på. Jeg var ikke favorit, så jeg følte ikke, det var min opgave at lukke hullet, fortæller han.

Asgreen angriber med kort til mål. Det lykkes ham at skabe et hul. Video: TV 2 SPORT

Kort inden toppen på stigningen havde Asgreen dog kræfter til at angribe og alene sætte jagten ind på nedkørslen mod mål. Det lykkedes dog ikke for danskeren, som kom i mål 37 sekunder efter Trentin. OL-guldvinderen Greg van Avermaet blev nummer tre.

Feltet kom i mål cirka 20 minutter efter etapevinderen.

Kasper Asgreen har undervejs i løbet udført et stort stykke føringsarbejde i fronten af feltet, så Quick-Steps Julian Alaphilippe kunne beholde den gule trøje. Desuden blev danskeren nummer otte på enkeltstarten på 13. etape.